Faxe Musikskole optræder i Lunden torsdag

Haslev: Nogle af Faxe Musikskoles ældste og dygtigste elever giver en gratis koncert i Lunden i Haslev
Torsdag den 26. juni er nogle af Faxe Musikskoles ældste og dygtigste elever klar til at give en forrygende koncert i det store grønne område Lunden på Præstevænget i Haslev.
I et samarbejde med Faxe Musikcafé blænder musikskolen op for den store soul-rock-funk-jazzgruppe KEYS. Gruppen har eksisteret i 22 år, dog ikke med de samme elever!
Betingelsen for at være ung musiker i dette band er, at man er fagligt godt funderet, og er åben overfor for forskellige genrer. Og det må i sandhed siges, at repertoiret er bredt sammensat – fra My funny Valentine til moderne fusionsmusik og pop – alt sammen veludført af en gruppe bestående af guitar, bas, trommer, piano, 7 blæsere og sangere mellem 13 og 20 år. I spidsen for bandet er musikskolens souschef, Svend P, som også er ophavsmand til nogle af gruppens numre.
Ind i mellem de to sæt, som KEYS spiller, vil 3-4 af musikskolens ”ud at spille” gruppe blænde op for et meget smukt singer/song univers. Gruppens fire dygtige piger, Stine Gregersen, Sarah Ørbæk, Lotte Knudsen og Sigrid Agergaard, fortolker både egne og andres sange, akkompagneret af dem selv og hinanden på hhv. guitar og klaver.
Der er lagt op til en flot musikalsk aften, med de unge musikere i centrum.
Faxe Musikskole optræder i Lunden på Præstevænget i Haslev, torsdag den 26. juni klokken 19.00
Kommentarer