Faxe by

Findes der liv andre steder i universet?!

Torsdag den 3. februar 2022 kan du opleve foredrag med Henning Haack, der vil fortælle om liv på andre planeter, om hvordan vores solsystem er opstået og hvor sandsynligt det er at vi møder det.

Foredraget er en del af foredragsrækken ”Tanker til din Torsdag”, som udbydes af Kulturmuseum Øst i Faxe.

Henning Haack er geofysiker. Han er ansvarlig for meteoritsamlingen på Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet og er en del af Grundforskningscenteret ”Centre for Star and Planet Formation”, der åbnede på Statens Naturhistoriske Museum i 2010. Mange vil kende ham, fordi han optræder i medierne, når der er nyheder om meteoritter. 

”Findes der liv andre steder? Hvorfor er vi her? Disse to spørgsmål har mennesket stillet sig lige så længe vi har været intelligente nok til at formulere dem? I dag er vi snublende nær på at besvare det første spørgsmål og vi gør store fremskridt i retningen af at forstå hvordan vores eget solsystem opstod.” fortæller Henning.

Henning Haack vil fortælle om hvordan vores solsystem er opstået og hvad det betyder for forståelsen af relaterede emner, så som liv på andre planeter. Der vil blive lejlighed til at se nærmere på nogle af de meteoritter, der har gjort det muligt at rekonstruere Solsystemets oprindelse. Han vil også fortælle om baggrunden for at man nu forestiller sig at vi vil opdage liv andre steder inden for de næste 10 år – hvis liv vel og mærke er almindeligt vores galakse.

I løbet af foråret kan du hver torsdag opleve spændende foredrag på Kulturmuseum Øst i Faxe. Under den fælles titel ”Tanker til din torsdag” tilbyder museet forskning, fakta og finurlige detaljer direkte fra forskere og eksperter i en bred vifte af emner.

Husk at bestille billetter på hjemmesiden.

Tid og sted: Torsdag 3. februar 2022

Kl 19.30 til 21.30 på Kulturmuseum Øst, Rådhusvej 2 i Faxe.

Pris 95,- kr for foredrag og et glas vin/øl/vand.

Kommentarer