Fik værktøjskasse som fireårig – kærlighed til træ sender Mathias fra Haslev til DM i Skills
Mathias Bach Johannesen har øvet sig intensivt op til DM i Skills, som løber af stablen fra onsdag den 22. april. Pressefoto.
Allerede som fireårig fik Mathias Bach Johannesen sin første værktøjskasse. I dag, som 20-årig bygningssnedkerlærling, står han over for sin hidtil største faglige udfordring, når han næste uge deltager i DM i Skills i Hjørring.
Som barn fik bygningssnedker Mathias Bach Johannesen frie rammer til at bore, banke og bygge. Han elsker at arbejde i træ, og kombinationen af det fine og det grove arbejde i bygningssnedkerfaget passer ham godt. I næste uge venter DM i Skills, som han glæder sig til at opleve.
Den store interesse for træ og håndværk er vokset frem gennem barndomshjemmet i Haslev, hvor der var fri adgang til værktøj og kreative projekter. Med en far, der er gør-det-selv-typen, og en kreativ mor, har rammerne for at udfolde sig været til stede fra starten.
– Jeg fik min første værktøjskasse, da jeg var fire år og byggede huler og alt muligt i træ, fortæller han.

- Mathias Bach Johannesen. Pressefoto.
I dag er Mathias i lære hos Snedkerfirmaet Ivan Madsen ApS og går på Roskilde Tekniske Skole. Her har han fundet sig godt til rette i bygningssnedkerfaget, som kombinerer flere discipliner.
– Det er både det fine arbejde og det grove arbejde – lidt af det hele, fortæller han og fremhæver variationen som en af de største fordele ved faget.
I hverdagen arbejder han blandt andet på en større hotelrenovering, hvor både værelser og lejligheder bliver bygget op fra bunden. Opgaverne spænder bredt – fra vægge og lofter til speciallavede skabe og nye køkkener.
– Det er fedt at være med til at lave et helt nyt værelse fra bunden, siger han og uddyber:
– Det er netop det at skabe noget konkret, der motiverer mig. Man kan starte med et helt almindeligt stykke træ og forvandle det til noget, folk bruger hver dag.
Udtagelsen til DM i Skills er kulminationen på flere års målrettet arbejde. Ifølge Mathias selv skyldes det en kombination af nysgerrighed, træning og sans for detaljer.
– Jeg har altid haft lyst til at lære de fine teknikker og blive bedre, siger han og understreger, at han også øver sig uden for arbejdstiden.
Forberedelserne til konkurrencen har været intensive. Deltagerne kender opgaven på forhånd og har haft mulighed for at øve den i detaljer. I år skal de blandt andet bygge en bænk – en opgave, der stiller høje krav til præcision og planlægning, forklarer Mathis:
– Det er en svær opgave, men jeg føler, at det nok skal gå, siger han.
Selvom han ikke har meget erfaring med konkurrencer fra tidligere, ser han frem til oplevelsen og til at vise sit fag frem.
– Jeg glæder mig til at komme i gang med konkurrencen og til at vise, hvad vi kan, fortæller han og tilføjer, at han vil forsøge at holde fokus trods publikum og den generelle opmærksomhed.
For Mathias handler faget også om ansvar. Han peger på, at der i branchen er øget fokus på bæredygtighed, blandt andet gennem genbrug af materialer og bedre udnyttelse af ressourcer.
– Vi prøver hele tiden at finde grønnere løsninger, siger han.
DM i Skills samler hvert år omkring 300 af landets dygtigste lærlinge, og for Mathias er deltagelsen både en personlig milepæl og en mulighed for at vise, hvad håndværksfagene kan. Nu skal hans evner stå deres prøve på landets største scene for erhvervsuddannelser.

- Pressefoto.
Fakta
DM i Skills er Danmarks største årlige mesterskab for unge på erhvervsuddannelserne. I år finder eventet sted i Hjørring (Park Vendia) fra 22. til 25. april, hvor omkring 300 af landets dygtigste lærlinge konkurrerer i over 40 fag om titlen som den bedste. Der forventes op mod 70.000 besøgende, der kan opleve konkurrencerne gratis på tætteste hold.















Kommentarer