Foredrag om Google-Buddhisme lørdag i Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/02/morten_thomsen_hoejgaard.jpg)
Haslev: Haslev Frikirke – FaceOut inviterer til brunch og debatmøde med Bibelselskabets generalsekretær Morten Thomsen Højsgaard på lørdag
Lørdag d. 23. februar får Haslev Frikirke – FaceOut besøg af Morten Thomsen Højsgaard, der er generalsekretær for Bibelselskabet. Han vil holde et debatmøde om: Google-Buddhisme og danskernes nye tro hvor han blandt andet vil fortælle om den nyeste viden om danskernes tro. Samtidig åbner han for debat om kirkens møde med tidens nyåndelige strømninger.
Danskernes tro forandrer sig hastigt i disse år. En blød og individuelt tilpasset religiøsitet med forkærlighed for Østens mystik vinder frem, mens troen på klassiske dogmer i kirken i stigende grad udsættes for kritik. Er tiden for den gamle kristendom ved at rinde ud? Hvad kendetegner danskernes nye religiøse interesser? Og hvad kan eller skal folkekirken gøre ved udviklingen?
Bibelselskabets generalsekretær Morten Thomsen Højsgaard var i foråret 2012 studievært sammen med Sherin Khankan på DR2 i programserien “Tro om igen!” Han er desuden forfatter til den meget omtalte bog om danskernes religiøsitet “Den tredje reformation – fra statskristendom til google-buddhisme” fra slutningen af 2011.
Arrangementet, der indledes klokken 10:30 er gratis og alle er velkommen.
Haslev Frikirke – FaceOut holder til på adressen Houmannsvej 2, 4690 Haslev.
Kommentarer