Gode forslag til Mogens Stilhoff m.fl.
Læserbrev: Fra første indlæg i oktober 2011 og fremefter, samt ved møder er jeg fremkommet med flere forslag til den foreslåede folkeskolestruktur i Faxe Kommune
Skrevet af Elisabeth Dolmer, Alslevvej 5, 4653 Karise
Jeg tog som mange andre borgere udgangspunkt i mine udtalelser og indlæg i manglerne i forslaget, alt fra manglende konsekvensberegninger, hvad det ville betyde for et barn og dets familie, hvad ville der ske fx med inklusion til om forslaget ville ”holde vand” budgetmæssigt og meget mere.
Jeg fandt det yderst relevant, at det blev gjort, for det var IKKE med i folkeskolestrukturforslaget.
Jeg foreslog flere gange, at der blev skabt dialog med borgerne, som igen og igen kom med glimrende forslag, da netop dette forslag, som er så minimal en besparelse men med kæmpemæssige konsekvenser, skader kommunen på dette og mange andre områder.
Det lamslog mig, at flere politikere syntes, at ca. 3/4 år drøftelse og kun 2 høringer (+ SF glimrende møde) syntes rigelig til at tage en beslutning af så essentielt karakter, når modstanden og kritikken var så massiv og uden at flytte ret mange kommaer!
En god folkeskole med trivsel, med fin inkludering, med karaktergennemsnit bare på landsplan koster. Og Faxe Kommune burde ikke spare lige nu på dette område. Faxe Kommune ligger i landets allerdårligste ende, hvad angår folkeskoler, både vedr. kr./elev, inklusion samt karaktergennemsnit ved afgangsklasserne.
Når fraflytningen så er større end tilflytningen, og det vil også sige, at skatte-indtægten er faldende for kommunen (kommunen har samtidig en af landets højeste skatte%), og der bliver flere ældre i kommunen, så skal der fokus hos byrådet på, hvad der kan gøres for igen at tiltrække ressourcestærke borgere til kommunen.
Og der er 3 parametre, der her er alfa omega:
1)gode pladstilbud, som også passer til pendlerne, 2) gode folkeskoler, hvor børnene kan være sammen med deres legekammerater i deres lokale skole og 3) en god infrastruktur.
Faxe Kommune kan ikke tillade sig at spare på netop disse områder, og så i stedet satse på erhvervsudvikling.
Borgere, der skal tiltrækkes til denne erhvervsudvikling, vil vælge at bo i andre kommuner, hvor nærmiljøet vægtes politisk. Og det giver ikke kr. i kommunekassen.
Find, som Morten Hansen også skriver, de penge, der skal til, for at skabe en god folkeskole i en af kommunens ”andre kasser”.
Pt sidder jeg til en konference med Børn og Undervisningsministeriet, som netop siger de ord, der også burde gælde i Faxe Kommune, men som har været fjern i bl.a. folkeskolestrukturdebatten: ” De kommuner, der ikke har diskussion og debat, flytter sig heller ikke” samt ” Dialog er det, der gør samarbejde frugtbart og smidigt”. Omsat i andre ord: involvér og lyt til borgerne! I er repræsentanter for dem! Så som Morten Hansen siger: Tag ansvar!
Kommentarer