Haslev

Grassolin holdt hvad de lovede!

Tekst og foto: Kim Schmedegaard

Torsdag den 23. november gik bandet Grassolin på scenen i et helt udsolgt B&W Café i Haslev. Det var spået til at blive en helt speciel aften udelukkende med Gasolin’s sange, som hele Danmark jo kender så godt.

Det blev også en helt speciel aften i den hyggelige café;  en oplevelse som ingen havde forudset. En diskret rundspørge blandt publikum, bragte for dagen, at man glædede sig til et genhør med sange fra et af de mest ikoniske bands nogensinde.

Ingen havde forudset, at Grassolin ikke bare sang de berømte Gasolin’ numre. De havde lavet deres helt egne akustiske fortolkninger med guitar violin, bas og vaskebræt og fire-stemmig korsang. Det hele knyttet sammen med humor, ordspil og bemærkninger som selveste Kim Larsen kunne have fundet på. Der var stående – og længerevarende – klapsalver til de fire dygtige musikere for deres indsats denne aften, hvor alle gik hjem med et smil på læben og endnu en værdifuld erindring i rygsækken.

Grassolin holder til her på syd sjælland, så der er stor sandsynlighed for at de kommer igen, Det  vil være en god idé, at holde øje med hvad der sker på B&W i Haslev.

 

Kommentarer