Haslev

Gratis adgang til Haslev Museum

Haslev-Museum

Haslev: Der er nu gratis adgang til Haslev Museum, og museets billetsalg er blevet indrettet som en salon anno 1900.

Trænger man til en pause i indkøbsturen, et mål for den daglige gåtur eller for søndagsudflugten, kan man kigge forbi Haslev Museum hvor der nu er gratis adgang.

Den nuværende udstilling fortæller historien om, hvordan Haslev udviklede sig fra lille landsby til driftig stationsby – og mange af scenerierne er ikke langt fra Korsbæk i den elskede tv-serie Matador.

Ny salon anno 1900 i museets entre

Museets medarbejdere er klar til at tage imod i museets nyindrettede salon anno 1900. De vil altid gerne fortælle og vise f.eks., hvad birkedommerens store gamle kiste gemmer under låget.

Bagefter kan man slå sig ned i salonsofaen, hvor man også kan kigge i gamle damemagasiner og museets bogudvalg.

Aktiviter for børn i løbet af sommeren

Haslev Museum arbejder samtidig med planer om at lave flere børneaktiviteter i løbet af sommeren. Der bliver bl.a. ”store vaskedage”, hvor børnene kan prøve kræfter med gammeldags vaskebrædder og tøjruller.

Det kommer til at foregå i den skønne gamle have bag museet, som der samtidig er planer om at udnytte også til andre formål til glæde for byens borgere i museets åbningstid. Så hold øje med nye tilbud fra museet sommeren igennem.

Hvordan skal dit bymuseum være?

Haslev Museum er for nogle gæster et sted, der vækker nostalgi og længsel efter ”de gode gamle dage”. For andre er museet en inspirationskilde og et rum for refleksion over den måde, vi lever livet i dag: Fortidens gedigne håndværk og materialer før trykimprægneret træ gjorde sit indtog, en tid hvor driftige mænd i høje hatte skabte fremgang i byen, men også en tid med strenge skel mellem de sociale klasser og imellem kvinder og mænd, og med begreber som ”uægte børn”.

På museet vil vi også gerne høre DIN mening og bud på, hvad et godt museum for Haslev skal rumme af historier og tilbud. Så snup et spørgeskema næste gang du kommer forbi vores ny salon.

Sæson 2015 på Haslev Museum varer frem til 29. oktober.

Der er gratis adgang til museets udstilling og hyggelige salon, der er åbent hver tirsdag, onsdag, torsdag og søndag klokken 13 til 16. Adressen er Frederiksgade 6, 4690 Haslev

Kommentarer