Guldsmed flytter forretningen fra Faxe til Haslev
Haslev/Faxe: Gittes Guld, Sølv & Ure flytter fra Torvegade i Faxe til Jernbanegade 23 i Haslev til august.
Tirsdag den 4. august er første åbningsdag for Gittes Guld, Sølv & Ure i den nye forretning på Jernbanegade 23 i Haslev, hvor Fokus lå tidligere. Forretningen på Torvegade 20 i Faxe har sidste åbningsdag den 23. juni, men flytteudsalget er allerede i fuld gang.
Gittes Guld, Sølv & Ure, der kunne fejre 20 års jubilæum den 29. februar 2012 flyttede fra Hårlev til Kalkbrudsvej 3 i Faxe i juni måned 2011. Den 3. april 2013 åbnede Gitte Mathiasen en dobbelt så stor forretning i Torvegade 20, der hvor Zjoos lå tidligere.
Gitte Mathiasen er ked af at skulle forlade Faxe. Hun begrunder flytningen med at butikken har været udsat for en række indbrud. Det vil koste omkring 500.000 kroner at indbrudssikre og det kan omsætningen slet ikke bære. Den tidligere Fokus-butik er allerede forsynet med panserglas i vinduerne.
Læs også: Stjal similismykker fra guldsmeden i Faxe
Gitte Mathiasen har desuden mærket en nedgang i omsætningen.
– Det var det samme jeg oplevede efter næsten 20 år i Hårlev, når bankerne lukker, så dør byen. Og det er også sket her i Faxe, senest med Nordea, siger Gitte Mathiassen til Sjællandske.
Kommentarer