Haren topper naturtjek-listen i Faxe Kommune
Faxe Kommune: Bliv fritidsforsker og hjælp med at kortlægge naturen i Faxe Kommune. Indtil videre er haren den mest sete.
Hvor mange harer er der i Faxe Kommune? Indtil videre er den registreret 41 gange i kommunen. Det viser en opgørelse fra det store forskningsprojekt ”Biodiversitet Nu”, der benytter app’en NaturTjek til kortlægge den danske natur.
– Mange helt almindelige borgere har taget deres mobiltelefon med i naturen og hjulpet forskerne med at registrere dyr, planter, svampe og levesteder, fortæller projektleder Simon Leed Krøs fra Danmarks Naturfredningsforening.
– Faxe Kommune er kommet rigtig godt fra start med 374 observationer, men vi håber selvfølgelig, at endnu flere har lyst til at downloade vores ”NaturTjek” app, og hjælpe forskerne med danmarkshistoriens største naturundersøgelse, fortæller Simon Leed Krøs.
Omkring 10.000 danskere har allerede valgt at downloade NaturTjek-app’en, hvor man kan registrere 30 udvalgte arter og 12 levesteder i naturen. Målet er mindst 1500 observationer årligt fra hver kommune i Danmark, som bliver sendt direkte til forskere på Århus og Københavns Universitet.
Dyr er truede
Både dyr og planter i den danske natur har været under heftig tilbagegang de sidste mange år. Det gælder også for det hurtigste dyr i Danmark, haren, der kan løbe 80 kilometer i timen på land.
Engang var haren et af Danmarks mest almindelige pattedyr. Men gennem de sidste 50 år er der blevet færre harer, og i 2010 kom haren på den såkaldte ”rødliste” over dyr og planter, der er truet af udryddelse i Danmark.
– Ved at undersøge naturen, kan vi skabe et bedre grundlag for, hvordan vi skal hjælpe truede dyr som for eksempel haren. Man kan selv være med til at gøre en vigtig forskel ved at tjekke harer og mange andre dyre, planter og levesteder, man møder, ind på app’en, siger Simon Leed Krøs.
Man kan læse mere om hvilke arter der er registeret i kommunen på projektets hjemmeside.
Fakta om projektet:
Den gratis app NaturTjek skal tilvejebringe datagrundlaget i forskningsprojektet Biodiversitet Nu, som frem til 2020 skal skabe ny viden om, hvordan biodiversiteten i Danmark har det, og – helt centralt – inddrage befolkningen i indsamling af data. Målet er 150.000 registreringer årligt.
Forskningsprojektet er et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening, Københavns Universitet og Aarhus Universitet.
På www.biodiversitet.nu kan man læse mere om projektet, som er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond.
Du kan hjælpe med NaturTjek – sådan gør du:
Download app’en ’NaturTjek’ i ITUNES eller GOOGLE PLAY eller registrér harer online på www.biodiversitet.nu.
Smut ud i naturen og registrér guldsmede, kantareller eller andre af de 42 udvalgte arter og levesteder, du finder på din vej i naturen.
Kommentarer