Haslev Torvedag er på torvet lørdag
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/06/haslev_torvedag-620x316.jpg)
Haslev: Imellem klokken 10 og 14 på lørdag afholdes den månedlige tovedag på Torvet i Haslev
Lørdag den 6. juni imellem klokken 10 og 14 afholdes den månedlige torvedag på Haslev Torv.
Haslev Torvedag står for kvalitetsprodukter såsom frugt, ost, grønt, fisk, pølser, honning, delikatesser og brød samt indenfor livsstil, sundhed og kropspleje.
Folkene bag Haslev Torvedag ønsker ikke kræmmere på torvedagen. De satser udelukkende på kvalitetsvarer og lokale produkter. De ønsker at markedet er et udstillingsvindue for mindre lokale virksomheder med spændende varer, som ikke findes i de almindelige forretninger. Dermed supplerer Haslev Torvedag de lokale forretninger og er medvirkende til at gøre Haslev til en spændende handelsby.
Interesserede kan følge Haslev Torvedag på facebook. Det gør mere end 300. Denne interesse for Haslev Torvedag viser, at Haslevs borgere, ud over gode indkøbsmuligheder, også går op i, at der sker noget i byen.
– Vi har alle interesse i at vende den negative udvikling og støtte op om lokale initiativer og på den måde medvirke til at vores dejlige by fremstår som en by i udvikling, en by med liv og mange muligheder, kan man læse på facebook.
Frem til og med oktober måned vil der blive afholdt Haslev Torvedag den første lørdag i hver måned. Når Faxe Kommune til august starter på renoveringen af Torvet, flytter tovedagen i september og oktober til P-pladsen bag Klinker i Jernbanegade.
Haslev Torvedag foregår næste gang lørdag den 6. juni mellem klokken 10 og 14 på Haslev Torv.
Kommentarer