Fint besøg i Faxe: Erhvervsminister besøger Royal Unibrew

Erhvervsminister Morten Bødskov, borgmester Ole Vive og en række lokalpolitikere besøgte i dag Royal Unibrew i Faxe. På dagsordenen stod et centralt spørgsmål: Hvordan styrker vi den globale konkurrenceevne og fastholder arbejdspladser og produktion i Danmark? Royal Unibrew pegede på tre nøglefaktorer: adgang til talent, stærk infrastruktur og fair regulering i både EU og Danmark.
Royal Unibrew leverer dagligt Faxe Kondi, Royal øl og andre velkendte drikkevarer til kunder og forbrugere i Danmark, mens halvdelen af produktionen i Faxe når ud til eksportmarkeder verden over. Det gør konkurrencedygtige rammer til en forudsætning for vækst og arbejdspladser.
Talent og infrastruktur
Royal Unibrew fremhævede under besøget deres perspektiv på, hvad der skal til for at fastholde og udvikle produktion i Danmark. Det kræver:
- Adgang til uddannelse og talent: så industrien kan rekruttere og udvikle kvalificerede medarbejdere.
- Stærk infrastruktur: bl.a. udbygning af elnettet, som er nødvendig for at fremme elektrificeringen af industrien og bedre offentlig transport i landets mindre kommuner.
Louise Palsten, landechef for Royal Unibrew i Danmark, udtaler:
– Vi tror på Danmark og investerer massivt i vores produktion, lager og distribution. Senest har vi taget et nyt planlager i brug i Faxe, vi har et højlager på vej, og vi fortsætter med at elektrificere vores drift og egen transportflåde. For at udvikle vores forretning i Danmark har vi brug for adgang til kvalificerede medarbejdere og en infrastruktur, der følger med – det gælder både elnettet, men også offentlig transport i landets mindre kommuner.
Erhvervsminister Morten Bødskov kommenterer i forbindelse med besøget:
– Royal Unibrew er en imponerende virksomhed med fantastiske investeringer – især i automatisering. Det er den vej, vi skal for dansk industri.
Fair regulering
Under besøget blev også drøftet betydningen af regulering i både EU og Danmark. Royal Unibrew anerkendte vigtigheden af fælles regler i EU, men pegede på de udfordringer, som opstår, når regulering bliver kompleks, administrativt tung og ikke på linje med de lande, der konkurreres med.
Et aktuelt emne på dagsordenen var producentansvar for emballage, som udspringer af EU-lovgivning. Ambitionen om at lade producenter tage større ansvar for deres produkters livscyklus er vigtig, men ifølge Royal Unibrew risikerer den danske implementering at svække konkurrenceevnen, fordi lovgivningen er så kompleks, og usikkerheden omkring gebyrernes størrelse gør det vanskeligt at prissætte sine produkter korrekt.
Desuden bliver hele den danske bryggeri- og tapperibranche presset markant af EU’s nye emballageforordning, som kræver, at 10 procent af branchens emballager skal være genpåfyldelige i 2030 – og med et mål på 40 pprocent i 2040. Forordningen underminerer det særdeles effektive danske pant- og retursystem, som genanvender materialerne fra dåser og flasker til nye dåser og flasker. At omlægge fra genanvendelig emballage til genpåfyldelig emballage kræver enorme investeringer, mens den reelle miljøgevinst er usikker.
Lars Vestergaard, CFO i Royal Unibrew, udtaler:
– Royal Unibrew producerer i ni europæiske lande, mens vores største produktionsfacilitet ligger i Faxe i Danmark, hvor halvdelen af output går til eksportmarkeder verden over. International konkurrenceevne er derfor afgørende for os.
Lars Vestergaard tilføjer:
– Regulering i EU og Danmark skal sikre gennemsigtighed og fair vilkår – ikke være så kompleks, at virksomheder mister terræn i den internationale konkurrence. Vi håber, at den danske regering vil bruge sit EU-formandskab til at påtage sig ansvaret for dette.
Lokale investeringer skal bane vejen for fortsat vækst
Royal Unibrew investerer massivt i produktionen i Danmark – senest med en fordobling af lagerkapaciteten i Faxe med mere end 25.000 ekstra pallepladser og en ny PET-produktionslinje. De seneste år har også elektrificering stået højt på agendaen hos virksomheden. Det ses bl.a. i investeringerne i en lokal solcellepark, der dækker cirka 40% af Faxe-produktionens årlige strømforbrug, etableringen af over 100 ladepunkter til biler og lastbiler såvel som elektriske distributionslastbiler – med flere på vej til årsskiftet.
- Foto: Maja Mohr, Erhvervsministeriet.
Kommentarer