Kultur •

Irsk aften med Haslev Folk Club: Oplev trioen Culchie i Kultunariet

Trioen Culchie består af (fra venstre) Sune Christiansen, Denis McLaughlin og Pia Nygaard. Pressefoto.

Publikum kan glæde sig til en bred vifte af irske musikalske juveler, når Haslev Folk Club fredag den 23. oktober får besøg af trioen Culchie. 

De traditionelle irske sange og melodier bliver fortolket af gruppens tre medlemmer, der alle synger og spiller, for at fortælle den gode historie, som irsk musik er kendt for. Med en musikskat, der rummer alt fra de kendte pubsange over romantiske ballader, lystige drikkeviser og svingende melodier, tilbyder de en bred vifte af musikalske juveler, hvor der er noget for enhver smag.

Denis McLaughlin er et stort navn inden for irsk folkemusik. Han er fra Derry i Irland og bosatte sig i det sønderjyske tilbage i 1980erne. Han blev hurtigt en førende irsk musiker i det danske og europæiske folk miljø. Denis synger med en meget stærk og flot vokal, både de stille ballader og de gode kendte pubsange. Desuden spiller han guitar, oktav mandola, banjo, bodhrán og bones.

Pia Nygaard er uddannet folkemusiker fra syddansk musikkonservatorium. Hun mødte Denis i 2008 på Strib Vinterfestival og er siden blevet en skattet del af det irske folk-miljø i Danmark. Hun farver musikken i mange nuancer, med sin bløde sprøde klang både i stemmen og på violinen.

Sune Christiansen har i de sidste femten år dykket langt ned i de irske musikalske traditioner. Med sin store passion for musikken og gennem flere ophold i Irland har han fundet sin egen rå stemme og lækre klangbillede på banjo, tin-whistle og bodhrán. Sunes musikalske mentor var Barney McKenna fra det verdensomspændende band The Dubliners.

Koncerten foregår på Kultunariet, Søndergade 12 i Haslev, klokken 20.

Billetter à 200 kroner kan købes eller reserveres via www.haslev-folkclub.dk

Der er gratis adgang for børn under 14 år ifølge med en voksen, mens unge mellem 14 og 18 år kommer ind for 100 kroner.

Haslev Folk Club støttes af Faxe Kommune og Statens Kunstråd.

Kommentarer