Dalby

Iveco-forhandler i Ringsted får partner fra Dalby

Dalby: HE Jørgensen A/S i Dalby, der forhandler MAN-lastbiler, er indtrådt som kapitalejer i koncernen bag Ringsted Erhvervs Auto A/S og Slagelse Erhvervs Opbyg A/S. REA Gruppen har dermed fået ny ejerstruktur.

– Jeg ser den nye kapitalstruktur som en styrkelse af Iveco på Sjælland og af vores opbygnings- og skadescenter i Slagelse, siger Gert Hansen fra Rea Gruppen, der også mener, at de ekstra kompetencer på lastbiler vil være en stor fordel for kunderne.

– Muligheden for videns- og erfaringsdeling på tværs af firmaer vil komme vores kunder til gode, da vi nu har adgang til endnu mere specialviden end hidtil, siger han videre.

Gert Hansen peger på, at REA Gruppen har 40 års Iveco-erfaring med reparation og salg af vare- og lastbiler.

– Med HE Jørgensens indtrædelse i firmaet tilkommer en stærk partner med stor ekspertise på lastbiler, hvilket naturligvis vil styrke koncernen og gøre os til en endnu stærkere partner for alle vores kunder. Dermed tegner fremtiden endnu lysere, siger Gert Hansen.

Mulighed for at øge aktiviteterne

HE Jørgensen har stor erfaring med udlejning af lastbiler og med brugtvognsmarkedet generelt. Derfor forventer REA Gruppens nye ejerkreds, at aktiviteterne omkring brugtvognsalg samt udlejningskoncepter i vare- og lastbilsegmentet øges.

– REA Gruppen med Iveco salg i Ringsted, Slagelse og Næstved, Slagelse Erhvervs Opbyg med Skadescenter og Opbygninger er en spændende koncern, og jeg glæder mig til at blive en del af den ejerkreds, der skal videreudvikle forretningen, siger Henrik E. Jørgensen.

Stadig selvstændige enheder

Ringsted Erhvervs Auto A/S, Slagelse Erhvervs Opbyg A/S og HE Jørgensen A/S vil forsat blive drevet som selvstændige enheder.

Fakta om REA Gruppen

Ringsted Erhvervs Auto A/S har service- og salgsafdelinger for Iveco i Ringsted, Slagelse og Næstved, hvor service og reparation udføres hele døgnet.

Ringsted Erhvervs Auto A/S har 40 års erfaring med Iveco vare- og lastbiler, samt stort udvalg af både nye og brugte biler.

Slagelse Erhvervs Opbyg A/S opbygger vare- og lastbiler i alle mærker og modeller. Desuden har de stort skadescenter for vare- og lastbiler, busser, trailere med mere.

REA gruppen tæller i dag ca. 60 medarbejdere

Fakta om HE Jørgensen A/S

HE Jørgensen A/S har eksisteret siden 1958 og har over 50 års erfaring inden for salg, reparation og udlejning af lastbiler.

Firmaet beskæftiger sig først og femmest med salg og reparation af brugte og nye MAN-lastbiler i alle størrelser og modeller, ud fra afdelinger i Dalby og Ringsted.

HE Jørgensen A/S tæller i dag ca. 60 medarbejdere

Kommentarer