Julemærkebørn får en tidlig julegave
Østsjællands Museum har fået mulighed for at gøre julen lidt hyggeligere for børn på de tre sjællandske julemærkehjem.
Det var en glædelig nyhed de tre julemærkehjem på Sjælland modtog i december måned. Deres 120 julemærkebørn skal på en anderledes fossiljagt i Faxe. Det bliver en spændende og lærerig dag, hvor evolution, dyr og fossiler kommer i fokus.
– Det er sjældent vi kommer ud på tur med vores julemærkebørn, økonomien er simpelthen ikke til det. Alene udgiften til transport, kan være for overvældende, siger Birgitte Dybkjær, forstander på Julemærkehjemmet Kildemose og fortsætter: – Vi er meget taknemmelige for projekter som dette, hvor der bliver tænkt på os. Det giver julemærkebørnene en unik oplevelse, som i den grad understøtter vores formål med børnenes ophold.
Det er en hel særlig dag de 120 julemærkebørn skal deltage i. I samarbejde med Østsjællands Museum skal julemærkebørnene på en rejse igennem 100 millioner år af Jordens historie. Her skal de lærer om forskellige dyr. Herunder dinosaurer, hvaler og mega-hajen Megalodon. Børnene bliver udfordret med spørgsmål om hvorfor nogle af dyregrupperne uddøde mens andre overlevede.
– Dagen er tilrettelagt på en måde så børnene helt naturligt ser sig selv i et større perspektiv, siger Carsten Niss, der står for skoletjenesten på Østsjællands Museum. – Foruden en spændende, men dog kort undervisning, skal børnene besøge Geomuseum Faxe, undersøge fossiler og male kæmpe hajtænder, slutter Carsten Niss.
Dagen handler både om læring, men måske i endnu højere grad om at, at styrke børnenes selvværd og fællesskab gennem samarbejde og succesoplevelser. Hvilket er i tråd med de kerneværdier som julemærkehjemmene dagligt arbejder for.
Midlerne til projektet stammer fra kulturprojektet Kulturland, et 3-årigt projekt i samarbejde med Kulturregion Storstrøm. Kulturland arbejder for at åbne museerne op for borgere i sårbare situationer og er populært sagt: Kultur på recept. ”Østsjællands Museum har meget at byde på til mange grupper af gæster. Vi har en bred vifte af tilbud til børn, unge og ældre, og besøgene fra julemærkehjemmene er et godt eksempel på, hvordan vi som museum gerne vil arbejde med tilbud til alle borgere” siger Peter Gravlund, direktør for Østsjællands Museum.
De 120 julemærkebørn besøger Østsjællands Museum allerede i starten af det nye år og ser meget frem til en dag, hvor det er sjovt at blive klogere.
Kommentarer