Alle mennesker har ret til et ligeværdigt liv – uanset evner og social baggrund. Karise Efterskole blev grundlagt med troen på, at alle unge har noget værdifuldt at bidrage med. Den tro er med årerne kun blevet stærkere. Derfor håber vi, at fremtidens uddannelsespolitik ikke alene bliver målt på, hvor mange unge der kommer hurtigst muligt videre i systemet eller ud på arbejdsmarkedet. Men også på, hvor mange unge der finder modet til at tage del i civilsamfundet, indgå i fællesskaber, tage ansvar for andre og opleve, at de hører til. For det er i virkeligheden det, uddannelse er til for. Ikke blot at skabe dygtige medarbejdere. Men at danne hele mennesker.

Jubilæet giver anledning til at se tilbage med taknemmelighed. Men endnu mere til at se fremad. For netop nu står Danmark midt i den største omlægning af ungdomsuddannelserne i årtier. Den kommunale 10. klasse udfases fra 2030, nye uddannelsesveje etableres, og ambitionen er, at flere unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er en vigtig reform. Men reformer bliver aldrig bedre end det menneskesyn, de bygger på.

Derfor er det værd at stille et mere grundlæggende spørgsmål:

Hvad er det egentlig, vi uddanner unge til?

Er målet alene at gøre dem klar til arbejdsmarkedet?

Eller er målet at gøre dem i stand til at leve et godt liv som aktive medborgere i et demokratisk samfund?

Trivselskommissionens anbefalinger peger i en vigtig retning og udvider uddannelse og dannelsesperspektivet. Kommissionen minder os om, at trivsel ikke alene skabes gennem præstation og uddannelse, men gennem deltagelse i meningsfulde fællesskaber. Gennem oplevelsen af at høre til. Gennem relationer, ansvar, frivillighed, kultur, idræt og civilsamfund. Det er en pointe, der fortjener at fylde langt mere i den uddannelsespolitiske debat. For hvis uddannelse alene bliver et spørgsmål om at levere arbejdskraft, risikerer vi at overse noget af det vigtigste: At mennesker først og fremmest skal opleve, at de er nødvendige for andre.

Det gælder alle unge. Og det gælder i særlig grad de unge, som lærer anderledes. Gennem 20 år har vi på Karise Efterskole mødt unge, der ofte har haft flere nederlag end succeser med i skoletasken. Mange har oplevet et system, hvor de igen og igen blev sammenlignet med andre og målt på det, de havde svært ved. Alligevel har vi set dem vokse. Ikke fordi kravene blev mindre, men fordi kravene blev meningsfulde.

Vi har set unge opdage, at de kunne tage ansvar for fællesskabet. At de kunne være den, der stod i køkkenet, byggede noget på værkstedet, spillede teater, hjalp en kammerat, tog ordet på et elevmøde eller repræsenterede skolen internationalt på performancelinjen.

Den slags erfaringer kan ikke altid aflæses på et karakterblad, men de former mennesker og de former borgere. Derfor bliver vi også nødt til at spørge, om vores måde at dokumentere læring på afspejler det, vi som samfund ønsker at udvikle. Når mere end 36.000 børn og unge i Danmark går i specialklasser, bør vi turde diskutere, om én prøveform, én karakterskala og én forståelse af faglig succes giver mening for alle. Det handler ikke om lavere ambitioner. Det handler om højere præcision. Om at stille høje forventninger til alle – men ikke nødvendigvis de samme forventninger. Netop derfor ser vi med håb på de nye muligheder, som reformerne åbner.

På Karise Efterskole arbejder vi på at etablere en afdeling for fri fagskole, så vi i fremtiden kombinerer de unges uddannelsesbehov med klassisk efterskolepædagogik. Ikke fordi alle unge skal vælge en praktisk uddannelsesvej, men fordi Danmark også har brug for flere stærke praksisorienterede læringsmiljøer, hvor unge kan opleve, at teori, håndværk, kreativitet, fællesskab og personlig udvikling hænger sammen. Vi tror ikke på én rigtig vej. Vi tror på mange veje til et godt voksenliv og den vi føler os loyalt forpligtiget af at have den bedste og mest varierede undervisning til vores unge. Samtidig har vi som Erasmus+-akkrediteret skole valgt at investere i ny viden. I de kommende måneder indleder vi en dialog med Free University of Bozen-Bolzano og Fakultetet for Uddannelsesvidenskab i Brixen. Her ønsker vi at lære af den italienske tradition for inkluderende pædagogik, hvor deltagelse i fællesskabet gennem årtier har været et grundlæggende princip.

Fordi ingen lande har monopol på de gode løsninger. Hvis de kommende reformer skal lykkes, må vi investere lige så meget og gerne mere i pædagogisk udvikling, som i nye politiske strukturer! En prioritering af de institutioner, som skal favne forandringerne og i sidste ende skabe nye og bedre resultater indenfor området synes indlysende. Vi må udvikle en skole, hvor forskellighed ikke først og fremmest udløser kompenserende ordninger, men bliver betragtet som et vilkår, undervisningen er designet til. Det er måske den vigtigste opgave de næste 20 år?