KFUM søger frivillige til gældsrådgivning i Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/08/penge_2.jpg)
Haslev: KFUM’s Sociale Arbejde søger frivillige med bankrådgiver kompetencer til ny gældsrådgivning i Haslev
KFUM’s Sociale Arbejde rådgiver personer, der har ondt i økonomien. Gældsrådgivningen På Fode Igen hjælper dem, der har taget for mange lån, der har mistet overblikket, er blevet syge eller har mistet deres job og på den måde har svært ved at få rådighedsbeløbet til at slå til.
Siden oktober 2009 har gældsrådgivningen På Fode Igen tilbudt rådgivning i 8 byer i Danmark; København, Århus, Odense, Esbjerg, Haderslev, Taastrup, Kolding og Vejle. Det er frivillige bankrådgivere, jurastuderende og advokater, der rådgiver de forskellige steder.
KFUM’s Sociale Arbejde åbner snart nye rådgivninger i Haslev, Slagelse, Skjern, Struer, Grindsted, Odder, Aalborg, Aabenraa og Svendborg
Derfor mangler gældsrådgivningen frivillige, enten bankrådgivere eller nogen der kan rådgive i juridiske eller social faglige spørgsmål, til disse nye steder. Det er typisk spørgsmål om budgetlægning, gæld der ikke kan betales tilbage og folk med mange lån. Bankrådgiverne skal hjælpe borgeren med at få overblik over deres økonomi og hjælpe med at løse akut opståede ting. Men af og til er der noget i sagen som kræver en jura sagkyndig eller en socialfaglig indsigt. Derfor er der tilknyttet frivillige med disse baggrunde, så man kan få faglig sparring.
Der er tale om to timer 2 gange om måneden per sted. Man indgår i et tværfagligt team, hvor netop ens viden og erfaring gør en forskel. Man vil kun være tilknyttet et af stederne og rådgive sammen med en erfaren bankrådgiver.
Der vil blive tilbudt oplæring og efteruddannelse efter behov.
Kørselsudgifter dækkes kun ved oplæring og efteruddannelse.
Man kan læse mere om jobbet på www.kfumsoc.dk under projektet På fode igen, hvor man også kan se hvornår de forskellige rådgivninger har åbnet.
Kommentarer