Terslev

Klippekortordning er en ekstra hjælp til de svageste

klippekort_3

Faxe Kommune har indført en klippekortordning, som giver mulighed for ekstra hjælp i hverdagen til de svageste.

Faxe Kommune tilbyder nu en klippekortordning til hjemmehjælpsmodtagere med særlige behov, som med ordningen selv kan bestemme, hvad de ønsker at bruge tiden på.

Det er for borgere som modtager omfattende hjælp til personlig pleje og praktisk bistand, ikke har et netværk – eller som måske har et netværk med sparsomt overskud i hverdagen.

En halv time pr. uge

Med ordningen er der en halv time pr. uge, som man kan spare op – dog maksimalt sammenlagt tre timer. Når de tre timer er brugt, kan man så benytte den halve time om ugen igen eller spare op – alt efter lyst og behov.

Det handler om øget livskvalitet

For mange hjemmehjælpsmodtagere er det et løft i livskvaliteten. Der er tid til at planlægge, og hjemmehjælpen er hos borgeren for at være en del af den aktivitet, borgeren har lyst til.

Det støvregner en smule, da 86-årige Esther Sørensen træder ud af sit hjem i Terslev. Men det betyder intet. Det er længe siden, hun har været ude at gå en tur, og hun glæder sig til den friske luft og den hyggelige spadseretur ned til Dagli’Brugsen i Terslev.

Denne dag er social- og sundhedshjælper Annemette Jensen kommet på besøg for at gøre præcis dét, Esther Sørensen har lyst til.

– Jeg ønsker jo at kunne komme mere ud. Det er så trist at sidde her og glo. Men fordi jeg har lidt svimmelhed, har jeg det bedst med, at nogen går med mig,” siger Esther Sørensen, som også er afhængig af sin rollator for at komme rundt både i eget hjem og ude.

Esther Sørensen mistede forrige sommer sin ven gennem mange år, og hun har ikke sine døtre i umiddelbar nærhed. Derfor har hun ikke mulighed for familiebesøg særligt ofte.

Samtidig har Esther Sørensen været så uheldig at brække hoften og sin ene arm.

– Derfor sidder jeg også meget ned i hverdagen, siger Esther Sørensen, der har arbejdet som sygehjælper på hospitaler, hjemmeplejen og i psykiatrien.

– Ja dengang kunne man jo sagtens nå at gå cirka 30 kilometer på en otte timers vagt, fortæller hun.

Planer for næste besøg

Denne dag bruger Esther 45 minutter med social- og sundhedshjælper Anne Mette Jensen. Hun når en tur ned for at købe blomster hos brugsuddeler Thomas Helkiær, som hun er glad for at se igen. Det er længe siden. Der bliver kigget på en del varer i den lokale forretning, inden Esther Sørensen atter trisser hjemad.

– Ja, nu kan jeg altså godt mærke det i benene. Men det er nu skønt, siger hun.

Formanden for Faxe Kommunes Social- og Sundhedsudvalg, Mogens Stilhoff, er glad for at se ordningen i brug.

– Når Socialudvalget har valgt at målrette ”klippekortordningen” til en gruppe af borgere der har et særligt behov, er det en stor glæde at se at ordningen virker i praksis, som i Esther Sørensens tilfælde. Jeg håber, at vi fremover vil se rigtigt mange gode eksempler på, at ordningen virker efter hensigten.

Næste gang Esther Sørensen benytter sig af klippekortet er det måske til at få ryddet lidt op i hjemmet. For hun kan ikke selv nå op på de øverste hylder, siger hun og griber om den arm, hun kom til skade med.

Masser af muligheder

Klippekortet kan også bruges til meget andet. Det kan være en tur til en af de større byer i eller uden for kommunen ved juletid. Det kan være, man har brug for hjælp til at komme til frisøren. Måske ønsker man lidt ekstra rengøring. Eller måske har man brug for en ledsager til kirke eller en kulturel aktivitet.

Hjælpen aftales mellem den enkelte borger og leverandøren af hjemmehjælpen.

klippekort_1

klippekort_2

Kommentarer