Kulturen kræver fair play!
Åbent brev til de danske politikere: Tusindvis af danskere i gaderne. Fodbold-slagsange, arm i arm med naboen. Kæmpe spontane krammere med tilfældige forbipasserende og stadions fulde af mennesker.
Det har været en herlig tid, vi har været vidne til i disse dage. Og hele Danmark har fortjent, at vi danskere i vores lykkerus har lov at feste og vise vores stolthed og glæde over det danske herrelandshold i fodbold.
Men samtidig er vi uforstående overfor den forskelsbehandling, vi som festivalarrangør også er vidne til.
’Vi Elsker 90’erne’ har i de seneste to år ikke kunne afholde fester, koncerter og festivaler. Vi har vist samfundssind. Vi har været tålmodige. Og vi har taget vores del af slæbet, trods mange nætter med uro og uvished, for ikke at tale om de hundredvis af arbejdstimer, vi har brugt, hver gang nye restriktioner har dikteret den nye virkelighed i et epidemiramt Danmark.
Så selvom vi glæder os på fodboldfolkets vegne, er det svært at være vidne til den forskelsbehandling, kulturen oplever i disse dage.
For at sige det med et udtryk, der ofte bruges i fodboldens verden: Vi kræver fair play!
Hos ’Vi Elsker 90’erne’ – en endags-festival, der sommeren over tager på tour i nogle af de største byer i Danmark – må vi med de nuværende restriktioner lukke 5.000 deltagere ind på festivalpladsen. De 5.000 gæster skal være delt op i fem zoner á 1.000 mennesker.
Da 10.000 gæster har købt billet til ’Vi Elsker 90’erne’ i Rødovre på premieredagen 14. august, skal vi derudover bygge to dyre festivalpladser for at overholde de nuværende restriktioner.
Dagen efter – den 15. august – hæves forsamlingsforbuddet til 10.000. Dagen efter! En søndag!
24 timer er ’Vi Elsker 90’erne’ fra at slippe for en kæmpe udgift til to festivalpladser, fordi nogen i systemet – da de nye og mere lempelige restriktioner for nylig blev meldt ud – glemte os, og vi røg ned mellem to stole.
Tålmodigheden er sluppet op. Smittetrykket er virkelig lavt, og vi bor i et land, hvor de fleste voksne mennesker – vores festivals målgruppe – er vaccineret. Vi kan simpelthen ikke se ideen i at beholde de stramme restriktioner.
Mange politikere lægger i disse dage billeder op på de sociale medier: Sommeren kalder, de er gået på ferie og lukker ned. Det har de helt sikkert fortjent, men vi er også i en situation, hvor kulturen og genåbningen ikke kan tåle at gå på sommerferie. Det er NU, vi peaker, det er NU, vi har brug for jeres hjælp for, at endnu en sæsons indtjening ikke skal lide under restriktioner, der bare ikke giver mening!
Smittetryk og evaluering burde ske ugentligt og ikke om to måneder, når hele festivalsæsonen foregår NU. Om to måneder er den forbi.
Hos ’Vi Elsker 90’erne’ har vi valgt at afvikle alle vores seks shows i Danmark, og vi er virkelig glade for overhovedet at kunne komme ud. Men vi har så svært ved at acceptere, at kulturen ikke behandles ens.
Fodbolden, EM og UEFA har vist vejen. Og vi har fået beviserne ved tests i udlandet og nu også tusindvis af mennesker på stadions og i gaderne: Smitten stiger ikke væsentligt, når man mødes udendørs og overholder restriktionerne.
Så det er nu, kære politikere, at I har muligheden for at give kulturen vinger i sommeren 2021 og lade os flyve højt. I stedet for stækker i vores vinger med restriktioner, der slet ikke giver mening.
Vi er frustrerede over endnu engang at ”sidde over på bænken”. Jeres sommerferie må vente til skrivebordet er tomt – for der er tydeligvis en stor del af den danske kultur, I har glemt, før I pakkede kufferten og drog ud i sommerlandet.
’Vi Elsker 90’erne’ afholder fester landet over i august: – 14. august (Rødovre og Næstved) – 21. august (Aalborg og Holstebro) 28. august (Aabenraa og Odense).
Kommentarer