Kulturhusweekend på seminariet til august

Haslev: Kulturhusforeningen afholder kulturhusweekend i Kulturhuset på Seminariet i Søndergade til august.
I weekenden den 15. og 16.august afholdes der kulturhusweekend i Kulturhuset på Seminariet i Søndergade.
– Begejstringen er ekstra stor, da Seminariets Festsalsbygning har været i spil i kommunens ejendomsstrategi – men nu officielt forbliver det fælles kulturhus, som kan rumme koncerter, kunstudstillinger, kulturaktiviteter og events, samt være medvirkende til at skabe et endnu mere rigt og alsidigt kulturliv for Faxe kommunes borgere, oplyser Kulturhusforeningens bestyrelse og arbejdsgruppe med stor glæde.
Man kan via facebooksiden Faxe Kulturhusweekend følge med i, hvad der kommer til at foregå i kulturhus-weekenden samt i kulturhuset i øvrigt.
Traditionen tro kommer Ulla Abdullas CocobongoBand og giver et brag af en familiekoncert og flere lokale bands er også booket. Derudover kan man deltage i workshops, hvor man selv kan prøve kræfter med kreative udtryk og dramalege.
Hvis man allerede nu har lyst til at udfordre sine kunstneriske evner, kan man tyvstarte ved at deltage i den årlige fotomaraton, som netop er skudt i gang. Man kan finde de første kategorier på facebooksiden, Faxe Kulturhusweekend.
Traditionen tro afholdes der også loppemarked, hvor man allerede nu kan booke en stand via facebook-siden, eller bare komme forbi om søndagen og lade sig friste af genbrugsguld og gamle gevandter.
Der bliver også i år mulighed for at købe dejlig mad og som noget nyt nyde byens eget bryg Rocket Brew.
Kulturhusforeningens bestyrelse og arbejdsgruppe glæder sig til at åbne huset op for så mange af kommunens borgere som muligt, til et fælles kulturarrangement på den anden side af sommerferien.
Kommentarer