Haslev

Kun en af de nuværende 3 SF´ere forventes genvalgt

mogens_stilhoff

Faxe Kommune: SF i Faxe er klar med kandidatlisten til kommunalvalget den 19. november.

SF i Faxe er på nuværende tidspunkt repræsenteret med tre byrådsmedlemmer i Faxe Byråd. Ud af de tre er det kun 67-årige Mogens Stilhoff, som forventes genvalgt.

Nelle Søndermand, partiets lokalformand, genopstiller af hensyn til sin familie ikke til kommunalvalget 19. november.

Den tredje af de nuværende byrødder fra SF er Ghita Østenby men hun er opstillet som Nr. 4 på opstillingslisten. Da SF-Faxe ikke selv forventer at få mere end de nuværende tre stole i byrådssalen, så er det meget usansynligt at Githa Østenby som Nr. 4 på listen bliver valgt ind. Hun har dog selv ønsket den placering.

SF-Faxes hold til kommunalvalget 19. november er således udover Mogens Stilhoff også forstanderen på Karise Efterskole, 55-årige Henrik Friis fra Karise, og 56-årige Charlotte Poulsen fra Ebbeskov uden for Faxe, som til daglig er intensiv sygeplejerske på Rigshospitalet.

– Vi er i SF-Faxe glade for at Mogens har valgt at stille op til en periode mere. Mogens er en stærk kandidat på bl.a. ældre og handicapområdet, hvor han jo i flere perioder har været formand. Her har han været i front ved gennemførsel af rigtig mange ting, f.eks. Sundhedscenteret, udvikling af hjemmeplejen og ældreboligområdet. Initiativer der kommer alle kommunens borgere til gode, fortæller Nelle Søndermand.

– Henrik Friis er et stærkt kort på bl.a. skoleområdet, hvor han har stor indsigt og erfaring. Herudover er han stærkt engageret i værdipolitik og udvikling af fællesskaber. Henrik er forstander på Karise Efterskole. slutter SF-formanden.

På listen opstilles også Stig Herold Nielsen (Nr. 5), Søren Anker Nielsen (Nr. 6), Lise Vestergaard (Nr. 7), Marie Sonne (Nr. 8), Johnny Hougaard Sørensen (Nr. 9), Bente Ovesen (Nr. 10) og Inger Maaløe (Nr. 11).

Kommentarer