Haslev

Læserbrev: Forringelser på fritidsområdet

kenneth_m_nielsen

Der har i det sidste 14 dage været en del snak om, at der i forbindelse med implementeringen af skolereformen i 2014 vil være behov for at sparer på fritids og unge området i Faxe kommune

Indsendt af Kenneth M. Nielsen, Birkedommervej 8, Vester Egede, 4690 Haslev

Det betyder helt præcist at det er besluttet at der på fritidsklub området skal flyttes cirka 2,6 millioner kroner i 2014. Disse penge er fundet ved at der skal flyttes personale fra fritidsordningerne som blandt andet er Tingvej i Haslev.

Med indførelsen af heldagsskolen, betyder det at elever skal være i skole til klokken 15 hver dag, dog med én enkelt dag til klokken 14. Derfor er der heller ikke behov for at der er en fritidsklub åben fra klokken 13 til klokken 17, da disse jo blot ville stå tomme. (Hvilket jo er reelt nok!)

Den det der falder mig for brystet er at snart afgående formand for Uddannelsesudvalget i faxe kommune, Henrik Christensen i ramme alvor siger at det ikke kommer til at betyde forringelser i fritids tilbuddene!

Det er da meget muligt at der ikke kommer forringelser i tilbuddene for de unge der går i aftenklub eller ungdomsklub, men der er altså også en stor gruppe af børn fra 4-6 klasse der pt. går i fritidsklub. Og det er netop deres område der rammes af forringelser, da der nu ikke vil være den fornødne tid til at lave aktiviteter med børnene. Der vil reelt ikke være mere end 1½ time til rådighed, såfremt der skal laves aktiviteter, da de fleste børn på eks. Tingvej kommer fra flere skoler rundt om i Haslev – så børnene vil reelt nok først være dernede klokken 15.30. Og så er det altså sin sag at holde aktiviteterne i gang, eller blot starte dem op.

Jeg frygter at der kommer til at ske det at, en stor del af børnene vil blive trukket ud af fritids klubberne, hvorfor der reelt er tale om en stille og rolig lukning af disse.

Følgeeffekten kan være at der er børn som bliver tabt på gulvet, da de ikke vil komme ind i en naturlig gang fra fritidsklub til aftenklub over i ungdomsklub – hvorfor der er en risiko for at de vil hænge på gader og stræder i stedet.

Så mit spørgsmål til Henrik Christensen, eller især hans efterfølger Jonas Kristinsson, kan i ikke prøve at forklare mig hvorfor der ikke vil komme forringelser?

Kommentarer