Læserbrev: Sydsjællands uddøde hættemåger
Godserne Gisselfeld og Holmegård bærer et hovedansvar for trist Danmarksrekord i fugleudryddelse.
Indlæg skrevet af Jesper Petersen, HOLMEGAARD MOSE KOMITEEN
Nielstrupsøen var oprindeligt Danmarks måske fuglerigeste sø målt i ynglende fugle pr. kvadratmeter. Men det unikke fugleliv blev desværre ødelagt af en ulovlig vandstandshævning udført af søens ejer, Gisselfeld, for godt og vel 20 år siden.
Ensbetydende med at søens mange sivøer oversvømmede og rådnede væk.
En af Sydsjællands største hættemågekolonier forsvandt på den konto. Samt de mange sjældne lappedykkere og ænder, der udnyttede den beskyttelse mod rovdyr og rovfugle som de mange tusind måger ydede.
Egnens næstestørste hættekoloni beliggende i Holmegaard Mose uddøde nogle år tidligere. Dog af den stik modsatte grund. Nemlig ulovlig dræning af mosen.
Nogle få hundrede hættemåger har her i det nye årtusinde forsøgt at yngle i bl.a. Gødstrup Sø, Troelstrup Sø, Tranemosen og Broksø Enge.
De sidste to ynglesæsoner har en snes par også ynglet i Holmegaard Mose, hvor adskillige tusind ynglede fra 1929 og 70 år frem.
Ungeproduktionen i de små nye kolonier er meget lav og ikke engang i stand til på sigt at opretholde den nu stærkt reducerede hættemågebestand.
I en artikel publiceret i Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) videnskabelige tidsskrift, DOFT, i 2015, opgøres hættemågens voldsomme tilbagegang i Danmark i perioden 1980-2010 til 82 procent.
Men i Sydsjælland var den endnu højere. Mellem 96 og 99 procent!
Læs hele historien på www.holmegaardmose.dk.
Kommentarer