Debat og politik

Lavere vikardækning, flere fagtimer og højere fagligt niveau

Når økonomien er presset tales der meget om at plukke de lavt hængende frugter. Den frugt jeg vil foreslå, man plukker i kommunens folkeskoler, er det fleksible skema. Det vil give endnu et fagligt løft i den rigtige retning.

Indsendt af Jakob Ebbesen, Strandvejen 14, 4654 Faxe Ladeplads. Byrådskandidat DF

Med det fleksible skema undgår man brug af vikarer i de tilfælde, hvor der er tale om planlagt fravær. Det gøres ved, at skemaerne lægges for enten et kvartal eller et halvt år af gangen. Når de lægges, tages der højde for, hvornår lærerne er på kurser, skal på ekskursioner, har feriefridage (den 6.ferieuge) De dage, hvor de har planlagt fravær, lægges der ingen af deres fagtimer. Andre faglærere står for undervisningen i de fag, hvor de har deres faglige kompetencer.

Konsekvensen bliver, at skemaerne ikke er ens fra uge til uge, hvilket for nogen vil kræve tilvænning. Og der skal afsættes timer til skemalægning. Men det samlede resultat er færre vikarer, flere fagtimer med faglærere og derved et højere fagligt niveau. Altså et løft i rigtige retning.

Desværre løser det ikke problemet med sygdomsfravær. Her skal man meget højere op i træet for at nå frugterne.

Kommentarer