Lavt ressourceforbrug i Faxe kommune

Faxe kommune bruger færre penge på administration end det, som typisk gør sig gældende i andre kommuner med lignende geografi og befolkningssammensætning.

Faxe Kommunen brugte i 2015 kun 7.947 kroner pr. indbygger til administration. Kommunens administrative udgiftsbehov som følge af kommunens geografi og befolkningssammensætning er ellers beregnet til at være 8.895 kroner pr. indbygger. Det viser en analyse af de danske kommuners ressourceforbrug til administration, som netop er udgivet af KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Faxe Kommunes faktiske udgifter til administration er dermed på indeks 89.3 i forhold til de af KORA beregnede udgiftsbehov. Dermed er Faxe kommune placeret som nummer 8 af 98 kommuner og kun er overgået af Holbæk, Sorø, Lolland, Guldborgsund, Middelfart, Horsens og Herning kommuner.

Vores tre nabokommuner har ligeledes brugt færre penge til administration pr. indbygger end forventet.  Næstved ligger på indeks 96,7, Stevns på indeks 90, Køge på indeks 97,8. Ringsted har brugt lidt flere penge end forventet, de ligger på indeks 100,7.

Analysen viser, at der er stor forskel på kommunernes udgifter til administration. Især nogle af de mere velstillede kommuner bruger flere penge på administration, end man skulle forvente ud fra deres geografi og befolkningssammensætning. Nogle kommuner bruger 7.000 kroner pr. indbygger om året på at drive kommunens administration. Andre kommuner bruger 12.000 kroner pr. indbygger.

Analyse viser også, at økonomisk pressede kommuner har et lavere administrativt ressourceforbrug pr. indbygger.

Det er ikke, fordi de fattige kommuner har mindre behov for at bruge penge på administration. De er blot nødt til at sætte tæring efter næring – også på administrationsområdet, mens de økonomisk bedre stillede kommuner har mulighed for at bruge flere penge og har et relativt højt administrativt ressourceforbrug.

Interesserede kan donwloade KORA-analysen om kommunernes administrative ressourceforbrug  (pdf) fra kommunens hjemmeside.

Kommentarer