112

Lidt uro i nattelivet

Rundt om i politikredsens større byer havde politiet i går aftes og i nat lidt mere at se til end normalt på en torsdag aften. 

Der var generelt mange mennesker på gader og stræder, som tilsyneladende gerne ville udnytte den sidste aften inden de seneste coronarestriktioner træder i kraft fredag. I Slagelse på Skovsøgade var der fx klokken 1.35 en 20-årig kvinde fra Gørlev, som gjorde tegn mod politiet med sin midterste finger. Det må man ikke, og derfor blev hun anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Klokken 4.15 i nat opstod der i Sct. Mortens Gade i Næstved et slagsmål, som kastede en del uro af sig: De to slagsbrødre, der begge er 19 år, blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen. En 19-årig kvinde havde kastet sin telefon ind i en parkeret bil, så den fik en bule – i bilen. Hun fik også en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen. En 19-årig mand ville ikke gøre, som politibetjentene sagde, hvilket udløste en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen. Og endelig skubbede en 18-årig mand en politibetjent i brystet, hvilket betød, at han blev sigtet for vold mod politiet.

Kommentarer