Lokale arkiver præsenterer besættelsen på lokalekilder.dk
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/02/Lokalekilder_1-620x316.gif)
Faxe Kommune: Kommunearkiverne på Sydsjælland og Lolland-Falster ønsker at formidle landsdelens historie digitalt til skole-, gymnasieelever og mange andre.
De fire kommunearkiver, Faxe, Guldborgsund, Lolland og Næstved, vil gerne sætte mere af det historiske arkivmateriale i spil. Derfor har de med et bidrag fra Kulturregion Storstrøm digitaliseret materiale fra en spændende periode i Danmarks- og verdenshistorien: besættelsen af Danmark 1940-1945.
Nu er hjemmeside, kilder og film om historierne i kommunernes arkiver klar.
På lokalekilder.dk har alle nu mulighed for at undersøge de spor – de originale kilder – som besættelsen efterlod hos den offentlige myndighed, som også dengang var tættest på borgernes hverdag, nemlig kommunen.
Bliv klogere på blandt andet tyskernes mange beslaglæggelser af bygninger, tyske flygtninge, lazaretter, begravelsespladser til flygtninge, der døde i Danmark, mødrehjælp, kommunale vagtværn, da politiet forsvandt i 1944, beskyttelse af borgerne mod luftangreb, varerationering, alsang, illegale blade og modstandsbevægelsen.
Alle kan have glæde af lokalekilder.dk, men de særlige målgrupper er folkeskolens ældste elever samt gymnasieelever. Gennem kildesamlingen får de en nyskabende mulighed for at opleve besættelsen i et lokalt perspektiv i deres eget nærområde.
Målet er, at kommunearkiverne og de lokale kilder fremover tænkes meget mere aktivt ind i folkeskolens og gymnasiernes historieundervisning. Arkivernes film og lokalekilder.dk skal derfor ses som en invitation til samarbejde mellem kommunearkiverne og uddannelsesinstitutioner på Sydsjælland og Lolland-Falster.
Med filmen og kildesamlingen får eleverne mulighed for at opdage, hvad de kan bruge et kommunearkiv til, og de får kendskab til lokalhistorien på et professionelt historisk niveau.
Klik ind på lokalekilder.dk, se filmen og undersøg kilderne til din historie under besættelsen. Danmarkshistoriens lokale vinkler på 2. verdenskrig er nemlig også din historie.
Kommentarer