Roholte

MadSynergi i Roholte indgår partnerskab med Residens Møn

Roholte: ’MadSynergi’ på Roholtegaard skal fremover stå for restaurant og selskaber på ’Residens Møen’ i hjertet af Stege.

Cateringvirksomheden ’MadSynergi’ der holder til på den nedlagte efterskole, Roholtegaard på Vindbyholtvej, har indgået et nyt partnerskab med ferie- og konferencehotellet ’Residens Møen’ på Langelinie i hjertet af Stege.

Det betyder, at hotellets restaurants og selskabsdel fremover varetages af Jeppe Graa og hans folk fra ’MadSynergi’, som ligeværdige samarbejdspartnere. Det betyder at et relativt lille køkken på ’Residens Møen’ nu suppleres med det store centralkøkken på Roholtegaard. Det nye partnerskab medfører lidt småjusteringer i restaurantens indretning, samt et helt nyt menukort inspireret af det nordisk/franske køkken.

Målet er at man fremover kan servicere både hotellets gæster, større arrangementer samt besøgende i restauranten uden større ventetid for nogen af parterne.

Det indgåede samarbejde vil træde i kraft i meget nær fremtid, idet det er planen at man allerede den 19. november vil kunne præsentere det nye koncept. Planen er også at man kan levere mad ud af huset til jul og nytår.

residens_moen_luftfot_fra_v

Om Residens Møen

Residens Møen havde officiel åbning den 26. februar i år. Hotellet er indrettet i et større bygningskompleks i hjertet af Stege på Møn. De historiske bygninger blev opført som navigationsskole i 1703 på Frederiks den 4.’s initiativ. I 1737 blev stedet konverteret til ’arbejds- og tugthus’ og fra 1771 tjente bydningerne som såkaldt sindsygeanstalt under Stege Sygehus. Indtil 2008 fungerede ejendommen som plejehjem under Møn Privathospital. Siden da har ejendommen stået tom. Men i 2014 fik Brit og Christian Pedersen øje på bygningerne og omdannede dem til ferie og konferencehotel.

Om ‘MadSynergi’

MadSynergi’ har eksisteret siden 2008, først i København og siden oktober 2011 på Roholtegaard. I dag har cateringsvirksomheden omkring 30 personer ansat, og de leverer mad til både virksomheder og restauranter. Virksomheden er i stand til at tage sig af større enkeltstående arrangementer med helt op til flere tusinde deltagere.

Kommentarer