Malerholdet i “Oasen” udstiller på Haslev Bibliotek
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/12/malerhold_oasen.jpg)
Haslev: I januar måned udstiller Malerholdet i “Oasen” på Tingvej i Haslev billeder i akryl og akvarel på Haslev Bibliotek
I januar 2014, kan de besøgende på Haslev Bibliotek, nyde en udstilling af akryl -og akvarelbilleder, udført af deltagerne på malerholdet i “Oasen” på Tingvej 7 i Haslev. For 6. år i træk, er cirka 15 deltagere, trofast mødt op hver fredag og stille og roligt, udviklet sig udi malerkunsten.
De sidste to år, har Birgitte Drent Sørensen fra Faxe Ladeplads, som underviser i akrylmaling, fået selskab af Birthe Bråd, som underviser i akvarelmaling. Det er især landskabsbilleder, der bliver malet på akvarelholdet, ligesom der i november og december, er blevet produceret en del julekort med de smukkeste motiver.
I år har akrylholdet blandt andet beskæftiget sig med triologier, det vil sige tre billeder, som motivmæssigt hænger sammen, men hvor hvert billede, alligevel kan stå alene. Det er en spændende og anderledes måde, at bygge et billede op på. Der er også eksperimenteret med parafraser, som er en nyfortolkning af andre kunstnere, ligesom en enkelt deltager har malet abstrakte motiver på to gamle skabslåger.
Nogle af deltagerne er nu nået så langt, at de har haft deres første separatudstilling og flere deltagere har planer om det.
Oasen på Tingvej er åbent for alle, som er førtids -eller folkepensionist samt efterlønsmodtagere. Der foregår mange forskellige aktiviteter, så man kan altid finde nogen at dele sine interesser med.
Udstillingen kan ses fra torsdag den 2. januar til og med onsdag den 29. januar.
Der er fernisering torsdag den 2. januar klokken 14.00 på Haslev Bibliotek.
Kommentarer