Haslev

Mere TV2 ØST, men fortsat gratis

Faxe Kommune: Efter nytår bliver det landsdækkende TV2 en betalingskanal, men det berører ikke adgangen til at se den lokale TV2 ØST. Tvært imod udvider TV2Øst nu med en helt ny kanal.

De seneste uger er der blevet snakket meget om at TV2 om få måneder bliver  omdannet til en betalingskanal.

Det berører dog ikke adgangen til fortsat at kunne se den lokale del af TV2.

TV2 ØST bliver ligesom de øvrige regionale TV-stationer betalt over licensen – og vi vil derfor også i fremtiden være gratis at se for alle, der har betalt deres licens.

Fra 11. januar kommer der faktisk mere TV fra TV2Øst, her får hver af de danske regionale TV-stationer nemlig deres egen kanal, hvor de kan sende døgnet rundt.

TV2 ØST’s regionale nyhedsudsendelser vil i fremtiden kunne ses på de sædvanlige tidspunkter på TV2 – men for de seere, der fravælger TV2 som betalingskanal, bliver der så mulighed for at se TVØst på den nye, gratis kanal, som samtidig vil tilbyde mere regionalt TV.

– Vi glæder os til at få mere tid og mere plads til at dække hele vort store sendeområde – og jeg understeger endnu en gang, at TV2 ØST også i fremtiden vil være gratis for alle, siger redaktionschef Ole Hampenberg

Kommentarer