Faxe by

Mindeord: Henrik Friis er død

Foto: Faxe Kommune
Byrådsmedlem Henrik Friis døde onsdag efter længere tids sygdom. Han blev 64 år.
Borgmester Ole Vive siger i den forbindelse:

Henrik Friis var direktør for Karise Fonden og arbejdede i mange år lidenskabeligt og engageret for at give børn og unge med særlige læringsforudsætninger de bedst tænkelige muligheder i livet.

Han var optaget af den enkelte unges mulighed for Særligt Tilrettelagt Uddannelse, botilbud og beskyttet beskæftigelse – alt sammen i bestræbelserne for at give de unge mennesker så mange muligheder i livet som muligt.

I sit politiske virke som byrådsmedlem fra 1. januar 2018 satte Henrik Friis også det enkelte menneske før systemet, og han holdt altid byrådskollegernes opmærksomhed skarpt rettet mod kommunens økonomi – i både klar og tydelig tale.

Han var næstformand i kommunens Børn & Læringsudvalg og medlem af Senior & Sundhedsudvalget.
Henrik Friis var stærkt engageret lige til det sidste og udadtil tillod han ikke sin sygdom at dominere.
Vi skylder Henrik Friis en stor tak for en stærk politisk indsats i Faxe Byråd, og vores tanker går i disse dage til Henriks efterladte.

Æret være Henrik Friis’ minde

Kommentarer