Haslev: Nekrolog over Lars ”Knogle”, en grim ælling, der aldrig blev en svane

Der var kun een Lars ”Knogle” Henrik Madsen. Langt fra altid sin egen bedste ven, men ingen andre var som ham. Natten mellem 16 og 17. oktober sov han, 61½ år gammel, ind i sin seng i Toruphus, hvor han boede i det sidste kvarte århundrede.

”Her kan jeg være mig selv”, sagde han om sit hjem beliggende midt i noget af Danmarks smukkeste natur, gjort verdensberømt af H.C. Andersen i indledningen af ”Den grimme ælling”. Og her trak han sig tilbage og restituerede sig, når hans – ”Knogles” – markante, sociale liv havde udfoldet sig i Haslevs natteliv eller hos venner og bekendte, som han havde usædvanlig mange af.

Jeg mødte selv ”Knogle” første gang, da jeg gik med Haslev Posten i Allegade for godt og vel 40 år siden. Han var indiskutabelt den mest bemærkelsesværdige af mine 333 avismodtagere midt i et af Haslevs stille bedsteborgerkvarterer. Ofte inviterede selskabsglade Lars mig indenfor i nummer 28, hvor han med en insisterende udadvendthed satte 13-årige mig ind i seneste nyt fra den dengang fremadstormende hippie-verden, akkompagneret af sin uforlignelige latter.

Indtil han kom til at sætte ild til huset.

Da de såkaldte latterklubber opstod i 1990’erne var de 20 år bagud i forhold til Knogle, der for længst havde opfundet princippet om at blive glad ved at grine uhæmmet og vedvarende, også selvom der ikke altid var så meget at grine af.

I en del år arbejdede han som altmuligmand på Bråby Lille Skole. Da denne flyttede til det gamle teknikum og blev til Haslev Privatskole ved årtusindskiftet blev hans arbejdsløs i nogle år, men da privatskolen for cirka 5 år indførte bespisning af sine elever fik Lars en kærkomment job i køkkenet, som han – trods et særdeles festligt privatliv – passede til punkt og prikke. Først på knallert fra sit hjem i Søtorup. I de senere år, da knallerten gik i stykker, så på gåben hjemmefra hver morgen klokken 5.30. Altid til arbejde til tiden. Og stort set ingen sygedage. Det var måske denne punktlighed, der stod i kontrast til meget andet i hans liv, han refererede til en dag hvor han pludselig udbrød: ”Hvis du vidste hvordan jeg rigtig er, ville du slet ikke kunne li’ mig; jeg er skide småborgerlig!”

Gåturen mellem Søtorup og Haslev var pebernødder i forhold til hans præstationer da han var yngre. Han gik og gik. Med et imponerende antrit. Fik oceaner af oplevelser, bl.a. naturoplevelser, som bilisterne susede lige forbi uden at ænse. Lars gik adskillige gange frem og tilbage mellem Haslev og Christiania. ”Det tager 9 timer”, fortalte han mig med et stort smil, der ligesom latteren, var et kendemærke. ”Min far sagde, at jeg skulle melde mig ind i Dansk Vandrelaug”. Bedriften burde nok snarere være bogført i ”Dansk rårygerlaug”

Det var ikke bare privatskolens elever, der nød godt af Lars’ kyndige madlavning og for år tilbage spisende gæster på Oceasen. Også til private fester lavede han mad. Og mange en gæst i Søtorup nød godt af Lars’ solide madlavning. Ja, uden, havde flere næppe været i stand til at deltage i Lars’ begravelsen.

Døbt to gange, 2. gang af Haslevs berømte indremissionær, Bartholdy, takket være sin far, malermester Madsens involvering i den fundamentalistiske kristendomsopfattelse Haslev blev berømt og berygtet for, for et halvt århundrede siden.

Lillebror, Morten, kørt ihjel af en bilist i 1970. En gang indviede Lars mig i lillebrorens liv før sin død, og jeg fik kastet nyt lys på dødsulykken, der bedrøvede hele lokalsamfundet og betød at Haslev fik sin første, dyre, lysregulering. Den kunne måske have været sparet, i hvert fald nogle år, hvis lokalsamfundet havde prioriteret (alle) sine bysbørns trivsel noget bedre.

”Gid det dog havde været dig, Lars” nåede malermester Madsen desværre at få sagt, da 15-årige Morten var død, inden han deprimeret gik i seng og ophørte at tale med omverdenen i et års tid.

Det var langt fra de første sårende ord Lars’ måtte leve med. Problemer i hjemmet betød at han en del af sin barndom boede hos sine bedsteforældre i Bregentvedvej nummer 27, lige ved siden af vandtårnet, tæt ved barndomshjemmet på Ørnevej. Jeg hørte aldrig Lars ytre ét eneste dårligt ord om sin far, selv meget tyder på at han ellers havde god grund til det.

Han talte til gengæld lidt om de indremissionske. De var slet ikke så rene som de gav sig ud for (hvis nogle ellers var i tvivl om det!). Når bibellæsningen var slut, og de allerhelligste gået, kom hjemmebaren frem på bagsiden af reolen. Og den uskyldige citronvand, som de fromme damer drak, var fyldt med vodka, påstod Lars.

Selvom man næsten ikke kunne blive mere trofast mod sin lokalområde end Lars nåede han ganske vidt omkring. Var f.eks. på Grønland sammen med sin grønlandske ven, Augustinus. Den kød- og vildtelskende Lars, fortalte levende om alt det sæl-, rensdyr- og muskusoksekød m.m. han havde spist. Og rasede samtidig over de vanvittigt dyre øller og smøger. En dag var han løbet ind i en gammel bekendt fra Christiania for mange år siden, der bl.a. havde genkendt ham på grinet. Grønlænderne bemærkede Lars’ kraft og så en shaman-aspirant i ham, fortalte han begejstret.

Lars’ have var vild og løssluppen. Også her i skærende kontrast til de velordnede, kedelige haver i Haslev. Nattergalen, Kejserens Fugl, rugede to gange i hans have. Meget få danskere, Karen Blixen f.eks., kan prale af en sådan naturrigdom, skabt bl.a. fordi han aldrig overdrev havearbejdet.

Da Lars for godt og vel 10 år siden i ufrivillig arbejdsløshed og senere meningsløs efteruddannelse til skomager, kørte han en hel iskold vinter fra Søtorup til Kalundborg, indtil han måtte opgives, idet han ikke kunne bestå den boglige del af uddannelsen blandt andet på grund af stærk ordblindhed – et problem som hele livet var en tung byrde for en skoleelev fra 1960’serne, hvor ordblinde oftest blev stemplet som dumme.

På sin egen originale, kreative, nysgerrige, overlevelsesstærke, og i høj grad også kvalitetsbevidste måde, var Lars snarere genial end dum. Derudover stærk som en okse. Og stædig som et æsel. Trods sin livsstil, hvor både øl og hash var en del af den daglige husholdning, desuden pligtopfyldende, loyal og hårdtarbejdende til sidste blodsdråbe.

Han pev sjældent over et liv, der ofte var hårdt. Men hans liv var også rigt og godt. Han var en mester i at slappe af og nyde nuets og naturens skønhed. Gerne akkompagneret af musik, som han havde et fint øre for. Han spillede selv en vild jødeharpe i mange år, indtil for mange af hans tænder blev slået løse.

Og hvis andre valgte ham fra pga. utilpassede sider i sin personlighed fandt han hurtigt nye at være sammen med. Nogle gange måske lidt for hurtigt. Løsslupne festoplevelser fik han mange af.

Lars havde stærke oplevelser med LSD, hash og alkohol. Til udenforståendes forundring talte han i de sidste mange år med forfærdelse om de unges hasarderede (mis)brug af farlige stoffer som ecstacy og andet såkaldt designerdrugs. Og havde ikke fjernsyn. Da pejlevognen for nogle år siden kom forbi Søtorup og jeg forsøgte at forklare, at ingen i dobbelthuset i Søtorup havde TV smilede de overbærende. Det troede de simpelthen ikke på.

Egentlig burde Lars tildeles en miljøpris for at leve på et eksistensminimum og klare hverdagen med det forhåndenværende søms princip. Og 10-12 bajere, som han for nylig fortalte mig han dagligt konsumerede. Altså de dage, hvor han ikke drak igennem.

Ser man bort fra hans alkohol- og tobaksforbrug, levede han utroligt sparsommeligt. I de seneste år brugte han kun ganske lidt strøm, som jeg forsynede ham med, idet SEAS havde slukket på hovedafbryderen, hvilket dog ikke gjorde den hårdføre mand mismodig. Han fandt sine egne kreative løsninger; sov i termodragt, brugte stearinlys, tilberedte mad på en grill i haven. Lånte mit – og andres – køleskab og fryser.

Lars livslange alkoholforbrug var markant. Han glemte sjældent – i venskabeligt lag – at fremhæve, at han kunne drikke de fleste under bordet. Jeg så ved selvsyn et par gange at det var sandt. Oplevelserne kan sammenlignes med hovedpersonen, Danny’s, sidste druktur i klassikeren ”Dagdriverbanden” af John Steinbeck. Jeg fik et eksemplar af bogen for kort tid siden. Ville have givet Lars den, men nåede det ikke. I stedet vil jeg genlæse bogen og mindes Lars, der havde mange fællestræk med dagdriverne i Steinbecks udødelige værk.

”Ha’ det sjovt hvor du er”, ”Tak for mad” var nogle af ordene på blomsterbåndene ved bisættelsen i – en stuvende fuld – Haslev Kirke 27. oktober, hvoraf mange tydeligvis ikke var stampublikum. Ikke dér i hvert fald.

Skrevet af Jesper Petersen

Denne artikel er et læsertip. Du kan også tippe Faxe.nu ved at sende billeder og tekst til tip@faxe.nu.