Nu får boligejerne bedre hjælp til grønne renoveringer

Nu bliver det lettere end nogensinde før for boligejere og -købere, der gerne vil spare på energiregningen og CO2-udledningen. Energimærkningsrapporten har gennemgået en grøn totalrenovering, så den nu bl.a. giver et konkret overblik over, hvor og hvordan det giver bedst mening at renovere.

Giver det bedst mening for pengepungen og klimaet at isolere loftet, udskifte vinduerne eller få installeret en varmepumpe? Den type spørgsmål bliver nu meget lettere for boligejere- og købere at få besvaret og handle på.

Energimærkningsrapporten har fået en grøn opdatering, så den som noget nyt udpeger de tre energiforbedringer, der giver de største gevinster for økonomi og klima. Konkret giver rapporten nu et overblik over, hvad de tre renoveringsprojekter ventes at koste, og hvad de kan skære af energiregningen og CO2-udledningen hvert år. Med de konkrete anbefalede energiløsninger i hånden kan boligejeren samtidig blive guidet til, præcis hvilken type håndværker, der skal kontaktes.

”Der er mange hjem i Danmark, hvor der er noget at hente for både privatøkonomien og klimaet, hvis den grønne værktøjskasse bliver fundet frem, så vinduerne bliver skiftet eller fyret bliver skiftet ud med en varmepumpe. Men det er en stor beslutning, som også kan virke uoverskuelig. Derfor gør vi det nu nemmere at være grøn, så det bliver helt klart, hvor det giver bedst mening at sætte ind”, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Hvert år bliver der udarbejdet ca. 60.000 energimærkningsrapporter. Med den forbedrede rapport er det håbet, at flere vil lade sig inspirere til at energirenovere.

Foruden de tre konkrete forslag til energiforbedringer er energimærkningsrapporten også gjort mere overskuelig og brugervenlig, så det er nemmere at finde og forstå de vigtigste informationer om bygningen. Samtidig skaber rapporten en stærkere sammenhæng til den digitale informationsindsats SparEnergi.dk, så den enkelte boligejer eller –køber kan anvende rapportens oplysninger på hjemmesiden og blive klædt på til at gå i gang med de energiforbedringer, der matcher netop deres behov.

Baggrund:

De nye energimærkningsrapporter og de medfølgende energiforbedringer af danskernes boliger er et vigtigt middel til at reducere udledningerne fra private boliger.

Energimærkningsrapporterne synliggør bygningers energitilstand, og hvor det er mest relevant at energiforbedre. De skal blandt andet udarbejdes ved boligsalg, hvis boligens energimærke er ældre end 10 år og ved ansøgning om tilskud til visse typer af energiforbedringer fra Bygningspuljen.

Om Energistyrelsens nye energimærkningsrapport:

Læs mere via dette link

Se Energistyrelsens materiale, der forklarer den nye energimærkningsrapport:

Fakta:

  • Energimærkning af bygninger har to formål:

1) At vise bygningens energimæssige tilstand gennem det beregnede energiforbrug på energimærkningsskalaen. Karaktererne på energimærkningsskalaen går fra A2020 til G. Energimærket gør det derved muligt at sammenligne forskellige bygninger, når en bygning eller lejlighed sælges eller udlejes.

2) At give et overblik over de energimæssige forbedringer, som er rentable at gennemføre. Samtidig præsenteres forslag, som er rentable at gennemføre i forbindelse med øvrige renoveringer – hvad de går ud på, hvad de koster at gennemføre, hvor meget energi og CO₂ man sparer, og hvor stor besparelse der kan opnås på energiregningen.

  • Mere end hver fjerde af de energimærkede boliger har et E, F eller G-energimærke, som gives til boliger med den dårligste energitilstand.
  • I 2020 blev der udarbejdet 67.931 energimærkninger. Det er en stigning fra 59.557 i 2019.
  • Energimærkninger udarbejdet i det tidligere rapportlayout vil ikke ændre gyldighedsperiode.

Kommentarer