Nu kan du få DOTs pensionistkort til bus, tog og metro direkte hjem i postkassen
Nu kan DOT – Din Offentlige Transport, opfylde ældre- og handicaporganisationerne ønske om en abonnementsordning. Det betyder at pensionistkortet fremover kan sendes med posten og er klar til brug, inden det gamle kort udløber. Muligheden for at få sit pensionistkort som abonnement gælder alle der har et pensionistkort til bus, tog og metro på Sjælland og øerne.
Det bliver nu lettere for pensionister at forny deres pensionistkort til rejser på Sjælland og øerne. Din Offentlige Transport har etableret en ny abonnementsordning, så pensionister kan få tilsendt det såkaldte værdiindlæg til deres pensionistkort – også kendt som mimrekortet – med posten. Værdiindlægget er den del af pensionistkortet, der viser de valgte zoner og gyldighedsperioden. Dermed kan pensionister automatisk få fornyet pensionistkortet og slippe for selv at skulle sørge for det hver tredje måned.
”I DOT er vi glade for nu at kunne tilbyde en ny og nem abonnementsordning til pensionistkortet. For alle er det ikke altid lige nemt selv at skulle forny kortet, og med en abonnementsordning har man nu muligheden for at vælge den løsning, der passer en bedst” siger sekretariatschef i Din Offentlige Transport, Rune Jon Jensen.
Abonnementet kan oprettes i forbindelse med køb eller fornyelse af pensionistkort på DOTs hjemmeside dinoffentligetransport.dk og skal bestilles senest 10 dage før det nye pensionistkort skal være gyldigt. Kortet kan tidligst bestilles to måneder før det skal træde i kraft.
Pensionistkortet kan som hidtil købes til tre sammenhængende zoner, til én eller to storzoner eller til hele DOTs område på Sjælland og øerne og kan erhverves af alle der er fyldt 66,5 år eller er førtidspensionister.
Det er også muligt fortsat at købe og forny pensionistkortet på DOTs hjemmeside eller i et lokalt salgssted, hvis man ønsker det.
Et abonnement kan altid opsiges senest 10 dage, inden det aktive pensionistkort udløber.
Fakta
- Den nye abonnementsordning er et supplement til muligheden for hver tredje måned selv at købe og forny pensionistkortet på DOTs hjemmeside eller i et lokalt fysisk salgssted.
- Med pensionistkortet kan man rejse ubegrænset med bus, tog og metro uden for myldretiden til fast lav pris, i de valgte zoner.
- Pensionistkortet kan købes til tre sammenhængende zoner, til én eller to storzoner eller til hele DOTs område.
- Hvis man som pensionist kun rejser en gang imellem og i forskellige områder kan det være en fordel at købe et rejsekort personligt med kundetypen pensionist.
- Hvis man vil ændre zoner på pensionistkortet, skal abonnementet opsiges, og man skal bestille et nyt pensionistkort med de nye zoner.
Kommentarer