Samfund

Nu kan man selv bestille bussen i Haslev

Morten Dahlin (V) var mødt op for at hjælpe borgmester Ole Vve med at åbne den nye Nærbus.

Nærbus er en ny busservice, som borgerne kan bestille via en app eller ved at ringe til Movia. Busserne kører kun, når kunderne bestiller en tur og kører derfor uden en fast rute eller køreplan.

Målet er at få flere til at tage offentlig transport, og initiativet er stablet på benene af Faxe Kommune i samarbejde med trafikselskabet Movia.

– Vi tør at tænke nye måder at udvikle den offentlige transport på, og jeg er meget stolt over, at det er her i Haslev, at vi gør det, siger Ole Vive.

Han påpeger, at borgerne nu skal vænne sig til et helt nyt system, og det kan gå flere veje.

– Vi ved, at det er en prøvehandling, og det kan vise sig at være genialt, men det kan også vise sig at være galt, siger han.

– Vi vil gerne sætte fokus på, hvordan vi kan blive bedre til at servicere nogle landområder, hvor der er en by, en station og lidt rutenet, men hvor der mangler en fornuftig service til de borgere, der bor der, hvor busserne kører for sjældent, siger Dorthe Nøhr Pedersen, der er administrerende direktør i Movia.

Til arrangementet onsdag formiddag var også minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin (V) mødt op for at støtte konceptet.

– Det, at kunne komme rundt, er vigtigt i forhold til bosætning, erhverv og uddannelse, så derfor skal vi have bedre offentlig transport, der hvor der er langt mellem husene, siger ministeren og fortsætter:

– Hvis det bliver en succes, må vi se, hvordan vi får konceptet bredt ud til flere bysamfund både på Sjælland men også i hele landet.

Prisen for at køre med Nærbus er det samme som at køre med en almindelig rutebus, og passagerne betaler blandt andet med rejsekort.

Fra den 8. april 2024 kører Nærbus som et pilotforsøg i og omkring Haslev frem til slutningen af 2025.

Kommentarer