Nyt specialpædagogisk bosted åbnet i Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/02/Tycho-Brahes-Vej.jpg)
Haslev: På Tycho Brahes Vej i Haslev har Faxe Kommune netop fået et nyt tilbud; et topmoderne, specialpædagogisk bo- og netværk til handicappede borgere
De første 21 beboere er allerede flyttet ind og selvom huset kun har været i brug i kort tid, summer det allerede nu af liv og aktivitet. Her er lys, luft og plads overalt. Alle har egne lejligheder med to værelser, køkken og bad, og i de store fællesrum er der lagt op til både fysiske aktiviteter og en hyggelig aften ved en gigantisk fladskærm. Her kan selv de svagtseende følge med, også uden at sidde på skødet af hinanden.
Huset aktivitetstilbud er også i en kategori for sig:
– Vi har ikke traditionelle aktiviteter og værksteder, fortæller husets leder, Bente Henriksen, og fortsætter:
– Vi tilbyder i stedet et skræddersyet forløb, der er tilpasset de enkeltes ønsker og behov. Nogle har godt af at komme ud i naturen, andre vil gerne male og endnu andre har måske brug for et kursus i at bruge deres mobiltelefon. Det forsøger vi at passe ind, så alle får deres ønsker, interesser og behov opfyldt så optimalt som muligt. Vi udvikler løbende viften af tilbud, i takt med at borgernes ønsker og interesser ændrer sig.
Huset tilbyder også fælles aktiviteter; som f.eks. banko, fællesspisning eller en tur i Tivoli. Det benyttes desuden i fritiden også af de borgere, der ikke bor i huset, men hvor husets medarbejdere yder støtte i eget hjem.
Med det nye tilbud er en række af kommunens institutioner samlet i en ny, fælles struktur. Det giver nye og bedre muligheder, også når det handler om at bruge personalets ressourcer optimalt. F.eks. har medarbejderne på eget initiativ valgt at rokere løbende, så alle kommer til at kende alle og arbejde sammen på kryds og tværs. Det er en fordel, også for beboerne:
– Der er mange kendte ansigter. Det giver en tryg og forudsigelig hverdag, også når det faste personale er ramt af sygdom eller ferie, forklarer Bente Henriksen.
Et unikt bofællesskab
Det nye byggeri huser desuden et stort, flot plejecenter med 40 plejeboliger. Det er dermed et unikt og banebrydende bofællesskab, med fælles faciliteter og rig mulighed for at samarbejde på tværs. Det er et potentiale, der med tiden skal udvikles, så en ny synergi kan opstå i mødet mellem de social- og sundhedsfaglige kompetencer og den specialpædagogiske faglighed.
Huset er desuden udnævnt til innovationshus i Faxe Kommune. Dels fordi der arbejdes med nye metoder, relationer og samarbejdsformer, og dels fordi huset skal være med til at afprøve nye velfærdsteknologiske løsninger. Løsninger, der med tiden kan implementeres i andre tilbud i Faxe Kommune, hvis det viser sig at være en succes på Tycho Brahes Vej.
Faktaboks:
- Tycho Brahes Vej 2-4 i Haslev rummer 21 handicapboliger og 40 plejeboliger. Derudover følger 20 ekstra handicapboliger på Tycho Brahes Vej 6, når den sidste del af byggeriet står færdig i foråret 2013.
- Beboerne i handicapboligerne kommer fra Kongstedvej i Rønnede, Møllevænget i Dalby og Hovedgaden i Faxe Ladeplads. De tre tilbud er nu fusioneret, med stordriftsfordele og en mere effektiv organisation til følge.
- Når byggeriet på Tycho Brahes Vej 6 står færdigt, flytter yderligere 15 borgere ind. De bor pt. på Bovangen i Store Heddinge.
Kommentarer