Karise

Økologisk høstmarked på Brinkholm for hele familien

I foråret startede LandbrugsLauget, der driver det økologiske landbrug Brinkholm ved Karise, en gartneriproduktion på gården.

Det økologiske landbrug Brinkholm ved Karise, et af regionens ældste økologiske landbrug, inviterer den 2. september lokalområdet indenfor, for at vise hvordan økologiske grøntsager, mel, honning og øl bliver produceret – og selvfølgelig give mulighed for at smage på det.

Brinkholm drives af andelsselskabet LandbrugsLauget, som i de seneste år primært har dyrket korn til gårdens produktion af mel. I år er der føjet et nyt kapitel til LandbrugsLaugets historie med opstart af gartneriproduktion på gården.

Fra kl. 11 til 16 kan man få god snak med nogle af gårdens mange andelshavere og hinanden om økologi og lokale fødevarer. Brinkholms nye gartner Nikolaj Thomsen tager gæsterne med i grøntsagsmarken og fortæller om hans særlige dyrkningsmetode i bede. 40-50 forskellige grøntsager har foldet sig ud her i sommer med et minimum af maskinel forarbejdning.

Der er naturligvis også rig lejlighed til at smage. Cafeen byder på mad af gårdens produkter, møllen kører og producerer friskt mel, der er Brinkholm øl og honning, alt sammen kan købes på stedet foruden naturligvis grøntsagerne i både løs vægt og i abonnement.

Børnene kan tumle sig frit i haven ned mod Tryggevælde Å, de kan prøvekøre Hans Jørgens håndbyggede specialcykler, klatre på den gamle Belarus traktor på gårdspladsen og trække far og mor med ud på en guidet tur ad Brinkholms trampesti på begge sider af Tryggevælde Å.

– Vi kan tilbyde vores naboer, nær og fjernt og nær, økologiske grøntsager fra deres egen baghave så at sige. Mere gennemskueligt og lokalt kan det næsten ikke blive, siger andelshaver og bestyrelsesformand i LandbrugsLauget Bente Hessellund Andersen, og byder store og små hjertelig velkommen til en dag på landet med noget for alle sanser.

Der vil være levende musik og Sct. Annæ Sangskoles familiekor slutter dagen af med høstens sange.

Tid: 2. september klokken 11 til 16.
Sted: LandbrugsLauget, Brinkholm, Kulagervej 23, Karise

 

Kommentarer