Karise

Ole Birk Olesen: Magnus Heunicke er grundlæggende uærlig

Transportminister Ole Birk Olesen går nu alvorligt i rette med den tidligere socialdemokratiske transportminister Magnus Heunicke, der forleden i skarpe vendinger kritiserede Ole Birk Olesen for at nedprioritere motorvejen mellem Næstved og Rønnede. Han beskylder direkte Magnus Heunicke for at være grundlæggende uærlig.

Samtidig understreger Ole Birk Olesen, at han ikke, som det ellers er fremgået af en artikel i JyllandsPosten, har en fast, prioriteret liste over kommende motorvejsbyggerier.

I en pressemeddelelse skriver Ole Birk Olesen:

– Der er en grundliggende uærlighed i den påstand, som Magnus Heunicke turnerer rundt med i de lokale medier, når han hævder, at han og Socialdemokratiet vil gøre mere for at skaffe penge til motorvejen mellem Næstved og Rønnede, end regeringen vil.

– For det første er Heunicke udmærket klar over, at regeringen har fremlagt en 2025-plan, som kan skaffe 22 mia. kr. ekstra til nye anlægsinvesteringer, og regeringen vil især bruge de penge til nye og bedre veje. Men Socialdemokratiet er imod den plan og vil hellere bruge flere penge på offentligt forbrug. S mener, at væksten i det offentlige forbrug skal være mere end dobbelt så høj, som regeringen planlægger. Det betyder, at S har langt færre penge tilbage til anlægsinvesteringer -fordi S hellere vil bruge penge på forbrug end på investeringer.

– For det andet vil partiet ikke bruge de få kroner, som de måske kan skrabe sammen til anlægsinvesteringer, på nye og bedre veje. Socialdemokratiets transportordfører oplyste under Folkemødet, at partiets politik er, at et 15 mia. kr. stort hul i Togfonden først skal fyldes, før der kan afsættes bare én ekstra krone til vejene.

– Regeringen er glad for, at vi i disse år allerede har afsat 119 mia. kr. til bedre togtra-fik. Samtidig mener vi, at de ekstra 22 mia. kr., som vi i 2025-planen kan finde til anlægsinvesteringer, skal bruges på vejene. Det skal vi, fordi vi i forvejen bruger rigtigt mange penge på togtrafik, og fordi mange vejprojekter rundt omkring i hele landet sukker gevaldigt efter en saltvandsindsprøjtning.

– Men det er Socialdemokratiet uenig i – man vil også bruge de nye penge på togene, så der ikke er noget nævneværdigt tilbage til vejene.

– Grundliggende uærlige Derfor er Magnus Heunicke og Socialdemokratiet grundliggende uærlige, når de mange steder i landet giver borgerne det indtryk, at de vil bruge flere penge på vejene end regeringen. Det passer ikke -det er ikke sandt.

– Jeg har i et interview med Jyllands-Posten givet eksempler på nogle vigtige vejinvesteringer.

– De eksempler er hverken prioriteret eller udtømmende.

– Men alligevel er det blevet fremlagt, som om det er en prioriteret liste fra regeringen. Det er ikke tilfældet.

– Der ligger en politisk aftale om 1. etape af en motorvej mellem Næstved og Rønnede, og jeg må i al stilfærdighed minde om, at samme gør sig gældende for andre projekter rundt omkring i landet. I takt med at pengene findes, vil jeg sammen med Folketingets partier træffe beslutning om rækkefølgen af projekternes igangsættelse. For det er nødvendigt med en benhård prioritering.

– Når jeg lytter til Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, er det ikke Næstved-Rønnede, der står øverst på hans ønskeseddel.

– S må derfor blive enig med sig selv: Når man en gang har skaffet 15 mia kr. til Togfonden og går i gang med vejene, er det så Næstved-Rønnede, en tredje Limfjordsforbindelse, Kalundborgmotorvejen, fynske motorvej, E45 eller noget helt sjette, man vil bruge pengene på? Pengene kan som bekendt ikke bruges to gange, slutter Ole Birk Olesen.

Kommentarer