Terslev

Omfattende prisfald i Dagli´Brugsen Terslev fra i dag

terslev_brugs

Terslev: Fra i dag, torsdag den 31. oktober er der prisfald på op til 1000 varer i Dagli´Brugsen Terslev

For anden gang i år gennemfører Dagli´Brugsen Terslev omfattende sænkninger af priserne.

I januar satte butikken priserne ned på 230 varer i serien X-tra, så de matchede discountbutikkerne. Det medførte en vækst i salget af disse X-tra varer på 20 procent.

– Nu sætte vi så priserne ned på yderligere 1000 varer. Det sker dels ved at indføre mængderabatter på en række af de mest almindelige dagligvarer, dels ved at sænke priserne på bleer, babymad og på øl og vand, siger uddeler Thomas Helkiær.

– Det er ingen hemmelighed, at fjernelsen af lukkeloven 1. oktober har været dyr for vores butik, fordi flere af kunderne i højere grad er begyndt at køre til de større butikker om søndagene, udtaler han videre.

Dagli’Brugsen ved, at deres kunder værdsætter den personlige service og deres vareudbud, men mange synes, at de har været lidt for dyre. Og det gøres der så op med nu, ved at tilbyde mængderabat på en lang række dagligvarer.

– Målet er at ændre vores prisimage, så vi fastholder de lokal kunder i Dagli’Brugsen Terslev,  siger brugsuddeler Thomas Helkiær.

Udover at der nu bliver sænket priser, vil der stadigvæk være masser af lokale aktiviteter til gavn for lokalsamfundet i Din Butik.

Blandt andet er det nu blevet muligt, at modtage lokale tilbud på SMS, direkte fra Dagli’Brugsen Terslev, som meddeler når der hjemkøbes billige partier, spotvarer eller unikke varer. Tilmelding til lokale SMS-tilbud sker på daglibrugsen.dk

De nye lavere priser træder i kraft fra i dag, torsdag den 31.oktober.

Dagli´Brugsen er i mange byer over hele landet den sidste dagligvarebutik, og selv om kæden de seneste 20 år har klaret sig bedre end forventet, så vil en faldende omsætning kunne koste flere af butikkerne livet.

Kommentarer