Haslev

Overvældende støtte til borgerpanelet

computer_undervisning

Faxe Kommune: I løbet af den seneste uge har borgerne i Faxe Kommune talstærkt bakket op om det nye elektroniske borgerpanel, som blev lanceret i september.

På cirka en uge er antallet af medlemmer af Faxe Kommunes Borgerpanel gået fra 438 medlemmer til 801 medlemmer, altså lige knap en fordobling fra 30. november til den 7. december.

Ambitionen er at nå 1.200 medlemmer, inden første undersøgelse om bosætning bliver sendt ud til borgerpanelet i begyndelsen af det nye år.

Behovet for flere medlemmer har indtil videre været omtalt på Faxenyt.dk, Faxe.nu og i Dagbladet, som alle har kunnet berette om status på antallet af tilmeldte.

Læs også: Brug for flere medlemmer i borgerpanelet

Derudover har borgmester Knud Erik Hansen sendt en e-mail til de tilmeldte borgerpanelister med en tak for tilmelding og en opfordring til at sprede budskabet.

Tirsdag den 1. december lagde skolerne en hilsen fra borgmesteren om borgerpanelet på forældreintra, og ligeledes den 1. december sendte Faxe Kommune en fornyet opfordring til tilmelding ud på kommunens facebookside. Denne opfordring er blevet delt flittigt, og mange har i deres egne netværk på facebook omtalt behovet for flere medlemmer.

– Det er en opløftende nyhed, at så mange borgere er blevet opmærksomme på, at vi har behov for flere medlemmer. Jeg håber, at budskabet når endnu længere ud, så vi kan få så mange med, at vi rammer de 1.200 medlemmer inden midten af januar, siger borgmester Knud Erik Hansen.

– At vi nu har 801 medlemmer, bekræfter den oplevelse jeg og byrådet har af borgerne i Faxe Kommune; nemlig den oplevelse, at folk faktisk gerne vil give os input. Rigtig mange borgere i kommunen har meninger, som de deler på facebook, ved borgermøder og i diverse høringer. Derfor glæder det mig også, at så mange nu har tilkendegivet, at de gerne vil bidrage ved at svare på tre-fire spørgerskemaer om året, tilføjer borgmesteren.

Borgerpanelet er for alle borgere i Faxe Kommune. Man skal være fyldt 15 år for at være med, og man skal have egen e-mailadresse.

Når man er medlem af borgerpanelet, vil man få tilsendt et spørgeskema tre-fire gange om året. Gennem undersøgelserne får både byrådet og administrationen i Faxe Kommune et godt indblik i, hvad et repræsentativt udsnit af borgerne mener om forskellige emner.

Det støtter byrådet i bestræbelserne på at træffe beslutninger på et forbedret grundlag, og det giver administrationen input til udviklingsarbejdet i kommunen.

Man kan læse mere og tilmelde sig her på kommunens hjemmeside.

www.faxekommune.dk/borgerpanel

Kommentarer