Realkreditrådet: Sværere at låne i Udkantsdanmark

Faxe Kommune: Kommuner med lav vækst og lange liggetider har svært ved at få realkreditlån, indrømmer Realkreditrådet
Realkreditinstitutterne er tilbageholdende med at låne ud, hvis man gerne vil købe en bolig i de dele af landet, der oplever lav vækst kombineret med en lang liggetid på husene, bekræfter realkreditinstitutternes fællesorganisation, Realkreditrådet, over for ekstrabladet.dk.
Det rammer især landområderne, hvor arbejdspladserne forsvinder og infrastrukturen og skolerne lukker ned, så der er færre der har lyst til at købe husene.
Realkreditsektoren hidtil har benægtet, at der er områder, hvor man automatisk nægter købere at låne penge. Derfor kræver by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) en god forklaring.
– Realkreditinstitutterne har tidligere forsikret mig om, at der ikke er områder, hvor de ikke ønsker at belåne ejendomme. Meget tyder nu på, at de ikke har fortalt hele sandheden, og jeg vil derfor tage en alvorlig snak med sektoren igen, siger by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) til Ekstrabladet
– Det kan få en rigtig stor effekt i de områder, for der er jo ingen, der vil flytte dertil, hvis man skal have alle pengene med hjemmefra. Så man må spørge sig selv, om man vil acceptere, at der er områder i Danmark, som skal ofres, fordi realkreditinstitutterne skal tjene flere penge. Det synes jeg ikke, siger Kim Valentin fra den uafhængige rådgivningsvirksomhed Finanshuset Fredensborg.
– Der er flere forskellige områder i landet, hvor realkreditinstitutterne ikke ønsker at låne penge ud i øjeblikket, men de ønsker ikke, at offentligheden finder ud af, hvor det er. Problemet er, at det presser prisen på alle boliger i området yderligere, hvis det bliver kendt, at man ikke kan låne penge til at købe dem, fortsætter Kim Valentin til Ekstrabladet
Ifølge Realkreditrådets oplysninger er realkreditinstitutterne mere restriktive med udlån til huse, som:
– ligger i tyndt befolkede områder, hvor der kun er få boligkøbere
– boliger eller erhvervsejendomme, som er meget uhensigtsmæssigt indrettet
– som ligger i omgivelser med store støjgener, fx op af motorvej eller en togbane
– som af andre grunde er mindre attraktive (fx kælderlejligheder eller huse bygget af utraditionelle materialer).
Kommentarer