Haslev

Sjællandske borgmestre håber på EU-indgreb

fibernet

Faxe Kommune: Dårligt internet er så stort et problem, at flere sjællandske borgmestre nu håber på, at EU-Kommissionen vil give kommunerne en hånd.

-Vi kunne have sparet en administrativ medarbejder om måneden, hvis internettet havde fungeret, siger Jeppe Graa, der er indehaver af virksomheden Madsynergi i Roholte.

De sjællandske kommuner har længe døjet med dårligt bredbånd. Det er en direkte hindring for vækst, lyder det fra fleresjællandske borgmestre.

Derfor håber flere af borgmestrene, at dette vil ændre sig, efter Europa-Kommissionen i løbet af foråret præsenterer en plan for et digitalt indre marked.

– I et moderne samfund er det ligeså vigtigt, at der kommer en dataforbindelse ud til virksomheder og boliger, som det var at få el ud i det forrige århundrede, siger borgmester Knud Erik Hansen (S) Faxe Kommune til Sjælland EU Nyt.

– Mest optimalt ville det være, hvis EU med lovgivningen opfordrede den danske regering til at droppe det teleforlig fra 1999, der lige nu bestemmer, at det er markedskræfterne, der er afgørende for, om de tyndtbefolkede områder i Faxe Kommune kan få lagt bredbånd, fortsætter han.

Gammelt forlig spænder ben

Folketinget vedtog i 1999 Teleforliget, der overlod det til teleselskaberne at sørge for internettets udbredelse.

Det betyder, at der er store områder i de mere tyndtbefolkede områder, hvor det er for dyrt at nedgrave fiberbredbånd.

Fibia, der står for udbredelsen af fiberbredbånd i SEAS-NVE’s forsyningsområde, genkender bredbåndsudfordringerne.

-Nogle af de udfordringer, vi løber ind i, er, at det meget er i landområder, det efterspørges. Og der er eksempelvis nogle gårde, der har en markvej på 400-500 meter, der skal graves, før man kan komme frem med noget bredbånd, og derfor får de så ikke fibernet, siger Jens Tang, som er projektkoordinator hos Fibia, der er ejet af SEAS-NVE og NRGi.

EU-politikere laver rammerne

Medlem af Europa-Parlamentet Jeppe Kofod (S) kan godt se problemet i, at det er for dyrt.

– Vi kan så søge at målrette lovgivningen, skabe de rigtige forretningsrammer og søge at stille finansiering til rådighed via EU-programmer, siger han til Sjælland EU Nyt.

– Vi politikere kan og skal presse på, sætte rammerne og bestemme målet, men i sidste ende bør det være private, der driver og opstiller den nødvendige infrastruktur, fortsætter han og opfordrer lokalpolitikerne til at banke på hans dør:

– Jeg vil hellere end gerne indgå et samarbejde med de sjællandske borgmestre for at sikre, at vi kan få taget hånd om problemet så hurtigt som muligt. Det her er helt klart en problemstilling, som jeg vil tage op med Europa-Kommissionen.

Har kontaktet Folketinget

De 17 kommuner i Region Sjælland er gået sammen om det politiske indspil Stop den digitale ulighed til Folketinget. Udspillet indeholder forslag til fem initiativer, der kan være med til at forbedre mobil- og bredbåndsdækningen i regionen, og et inspirationskatalog, hvor der er eksempler på, hvad borgere, virksomheder og kommuner har gjort for at forbedre dækningen.

Læs også: 17 kommuner kæmper mod digital ulighed

– Vi vil gerne i dialog med selskaberne om, hvordan vi sammen kan udvikle nye løsningsmodeller, der kan give en bedre dækning. Samtidig må regeringen og Folketinget sikre rammerne for velfungerende bredbånd og mobildækning i de områder, hvor markedet ikke selv kan klare den nødvendige dækning. Regeringens vækstplan for digitalisering af Danmark er et skridt i den rigtige retning, men det er ikke nok, siger Regionsrådsformand Jens Stenbæk.

Minister vil ikke stille krav

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen har indtil videre ikke været villig til at ændre lovgivningen og stille de nødvendige krav til teleselskaberne:

– I forhold til konkurrence og EU-lovgivning, kan jeg ikke kræve det af dem, men jeg kan opfordre til det, sagde ministeren til P4 Sjælland i starten af februar.

EU kan spille en rolle

De sjællandske borgmestre håber derfor på hjælp fra EU.

– Kommissionen har vist, at man kan sætte nogle fælleseuropæiske standarder. Det så vi for eksempel med mobiltelefoni og roaming over landegrænser, siger Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune, og henviser til, at EU blandt andet har fastsat prislofter for dataroaming.

– Jeg tror, man skal stille krav til selskaberne. Ligesom med roaming på det mobile net kan man sætte krav om en fornuftig prissætning for at lægge fiber ud, og man kan forpligte selskaber til i deres dækningsområder at sørge for en bredere dækning, fortsætter Thomas Adelskov.

Vigtigt fokusområde for EU-Kommissionen

I sit arbejdsprogram for 2015 har Europa-Kommissionen meldt ud, at den digitale agenda for et samlet EU er en vigtig prioritet, fordi det er med til at skabe vækst.

– Det er nu, at vi skal investere i vores fremtid, i strategiske nøgleområder for Europa såsom energi, transport, bredbånd, uddannelser, forskning og innovation, sagde Kommissionens formand Jean-Claude Juncker i november sidste år.

Det er endnu uklart hvad de konkrete planer er og hvornår lovgivningen vil komme.

– De beslutninger, der skal træffes, drøftes i øjeblikket, og vi kan derfor ikke gå i detaljer på nuværende tidspunkt, skriver EU-Kommissionen i en mail til Sjælland EU Nyt.

Men ifølge Sjælland EU Nyt, er det langt fra sikkert, at strategien kommer til at handle om bredbånd.

I Europa-Parlamentet, der vil bearbejde Kommissionens forslag, når de kommer, har Jeppe Kofod dog allerede taget EFSI med i sine overvejelser:

– Kigger man på listen over allerede indkomne projektforslag kan vi se, at for eksempel Østrig, Estland og Italien alle har meldt projekter ind, som omhandler udbygning af internetinfrastrukturen. Godkendes disse projekter, kan EFSI støtte med lån og garantier, fortæller han.

– På den måde kan vi fra EU’s side forhåbentligt krydse det gab, der tilsyneladende eksisterer mellem private virksomheders investeringslyst og borgernes behov for internet, der virker. I praksis ville det være Erhvervs- og Vækstministeriet, der skulle stå som tovholder for et sådant projekt og melde det ind til Europa-Kommissionen, siger han til Sjælland EU Nyt.

Mål kræver binding

Både EU og den danske regering har opsat 2020-mål for udbredelse af bredbånd

– Der ligger ingen som helst binding i de her mål, og der er stadigvæk en forventning om, at markedet kan drive det. Og det tror jeg ikke på, siger Odsherreds borgmester, Thomas Adselskov

Desuden gælder målsætningerne ikke sommerhuse.

– Det betyder meget for en kommune som os, hvor folk er afhængige af, at de kan arbejde i sommerhuset en weekend. Det giver god mening at sætte nogle forpligtende mål, der skal nås. Det med at have målsætninger og tro på, at markedet kan drive det, det tvivler jeg stærkt på. Det har vi ikke set lykkedes de seneste år, siger Thomas Adselskov.

Ville genoverveje flytning

Jeppe Graa fra Madsynergi i Roholte har undersøgt, hvad det vil koste at få lagt privat fibernet. Svaret lød på omkring en halv million kroner i oprettelse, og derudover ville det koste 2000 kroner per måned.

Havde Jeppe Graa kendt til udfordringerne med internettet i Faxe Kommune, er han ikke sikker på at han havde flyttet virksomheden til Roholte. Det er hele virksomheden, der er påvirket af en dårlig onlineforbindelse – fra bogholderi til produktion, fortæller han.

– Jeg vil sige, at jeg ikke havde forudset, at det i et lille land som Danmark kunne være så afvigende, som det har været. Jeg har fortrudt, at jeg ikke undersøgte det bedre, da vi flyttede herned, for det var en væsentlig faktor at få med i overvejelserne, siger han til Sjælland EU Nyt.

Fakta

  • Det er Europa-Kommissionens mål, at alle husstande i EU skal have adgang til mindst 30Mbps bredbånd senest i 2020, og halvdelen af alle husstande skal have adgang til mindst 100Mbps
  • Det er den danske regerings mål, at alle husstande og virksomheder i 2020 skal have adgang til bredbåndshastigheder på mindst 100 Mbit/s downstream og 30 Mbit/s upstream
  • På EU’s digitale scoreboard for hurtigt bredbånd er det kun 13 procent af Danmarks befolkning, der er dækket, mod 18 i hele EU

Kilder: Europa-Kommissionen og Erhvervsstyrelsen

Kommentarer