Haslev

Sjællandske Medier viste ikke nok hensyn

sjaellandske

Haslev: Sjællandske Medier får nu kritik af Pressenævnet for en artikel om en dødsulykke i Haslev

Da en motorcyklist i oktober måned blev dræbt på Ringstedvej i Haslev, lod Sjællandske Medier to naboer, der ikke havde set ulykken, fortælle om den dræbtes kvæstelser, samt gisne om, hvorvidt afdøde selv var skyld i ulykke. Det hele står som fakta, selv om de to naboer ikke var vidner.

Ifølge god presseskik skal medierne vise hensyn overfor ofre for ulykker, det har Sjællandske Medier ikke gjort, og derfor giver Pressenævnet kritik.

Kritikken gives for en artikel som Sjællandske Medier bragte i Dagbladet Køge den 21. oktober 2013 på side 12 ”Hvor mange liv skal svinget koste?”

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Sjællandske Medier at offentliggøre følgende:

”[Rubrik]

Pressenævnet kritiserer Sjællandske Medier for artikel om dødsulykke

[Brødtekst]

I artiklen Hvor mange liv skal svinget koste i Dagbladet Køge i oktober omtaler avisen en ulykke, hvor en motorcyklist blev dræbt.

Avisen lader to naboer, der ikke selv overværede ulykken, i detaljer berette om afdødes kvæstelser, og hvordan han blev dødeligt kvæstet, ligesom de får lov at gisne om, hvorvidt afdøde selv var skyld i ulykken. Det hele fremstår som fakta, selv om de to naboer ikke var vidner til ulykken.

Det kan virke krænkende på de efterladte. Ifølge god presseskik skal medierne udvise størst mulige hensyn overfor ofre for ulykker. Det har Sjællandske Medier ikke gjort, og derfor får Sjællandske Medier kritik af Pressenævnet.

Hele sagen kan læses på www.pressenaevnet.dk

Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 13-70-00560

Kommentarer