Haslev

Skal din virksomhed med i ny inkubator?

Hvor går man som ung nystartet teknologivirksomhed hen, når man har behov for at løfte sig til næste niveau? Fremover er det naturlige svar Teknologisk Institut, som netop har lanceret en inkubator, særligt for iværksættere, der baserer sine produkter på hardware.

TI Inkubator er dens navn og gennem aktivt brug af instituttets godt 40 fagcentre, vil det nystartede udviklingsmiljø kunne støtte unge virksomheder med både teknologisk og markedsmæssig validering af forretningsideen.

Det fortæller Morten Dahl Hansen fra Teknologisk Institut, der er blandt initiativtagerne.

– Der mangler generelt markedsfokuserede udviklingsmiljøer for de virksomheder, der særligt baserer sig på teknologi, forklarer han. Teknologisk Institut er det helt oplagte sted at lægge netop sådan en inkubator, fortsætter han.

Potentielle deltagervirksomheder søges
Lige nu søger Morten Dahl Hansen efter de første virksomheder, der kan starte i januar.

Det kræver, at man er nyligt opstartet virksomhed, og at man har et produkt, der helt eller delvist er baseret på hardware.

– Arbejder man fx med at genbruge fødevarerester på en ny måde, eller har skabt en ny løsning til byggeriet, vil man i forløbet både få afdækket selve de markedsmæssige behov og stikke et spadestik dybere ned i teknologien, forklarer Morten Dahl Hansen.

Muligheden for helt gratis at bruge løs af Teknologisk Instituts mere end 1100 specialister er unik, fortæller Morten Dahl Hansen.

Kræver dedikeret deltagelse
– Som deltager i TI Inkubator investerer man udelukkende sin tid og er forpligtet til at deltage i hele udviklingsforløbet, der løber over fem måneder med cirka 10 workshops og sparrings-sessioner, siger han.  

Netop ved at kombinere et forløb, hvor der både udvikles på det markedsmæssige og det teknologiske, kommer virksomhederne langt stærkere ud i den anden ende, siger Morten Dahl Hansen.

– For at sikre at der er et reelt marked for virksomhedernes ide, har vi indført en ”stage-gate”, der forpligter deltagerne i at validere det forretningsmæssige, inden de bruger ressourcer på den teknologiske del, forklarer han.

Rådgivning og udvikling er gratis
Selvom alle deltagere skal igennem de samme overordnede moduler, bliver forløbene tilrettelagt individuelt efter virksomhedens behov.

I det første inkubationsforløb er der plads til syv virksomheder, som periodisk kan ”flytte ind” på instituttet, blandt andet i forbindelse med sparring, workshops og brug af Fablab.

Forløbet er gratis for de udvalgte virksomheder og inkluderer teknisk udvikling, rådgivning og sparring og finansieres af Otto Bruuns Fond og Nordeas Iværksætterfond.

Kommentarer