112

Skolestart: De fleste følger færdselsreglerne – men…

Kampagne fra Østjyllands Politi. Arkivfoto

Både nye og mere rutinerede trafikanter bliver fulgt af politiet ved skolerne i politikredsen i forbindelse med skolestarten. Langt de fleste følger færdselsreglerne, men ind imellem er der dog nogen, der skiller sig ud på den rigtig kedelige måde.

Torsdag var der fx en færdselskontrol ved Hjertebjerg skole på Klintevej i Stege. Her blev tre bilister målt til at køre så hurtigt, at de alle tre står til et klip i kørekortet. Man må højst køre 50 km/t på stedet, men den hurtigste blev målt til 85 km/t, og for den enes vedkommende blev det klip nr. 3, hvilket medfører en betinget frakendelse af kørekortet. En anden trafikant blev sigtet for ikke at have spændt sikkerhedsselen.

Ved Vestskolen Møllevang i Kongsted blev en bilist sigtet for ikke at bruge det nødvendige sikkerhedsudstyr til et barn under 135 cm, hvilket også giver et klip i kørekortet, og ved Nymarksskolen i Slagelse måtte politibetjentene kontakte forældrene til en 13-årig dreng, som kom kørende på elløbehjul, men uden den krævede hjelm.  

I løbet af morgen og formiddag var politiet til stede ved en række af skolerne: Østerbroskolen i Nykøbing, Borgerskolen i Maribo, Helms skole i Korsør, Lille Egede skole i Boeslunde, Slagelse Heldagsskole, Klostermarken skole, Møn skole i Stege, Søllested skole, Sct. Birgitta skole i Maribo, Møllebakkeskolen i Horreby, Sorø Privatskole, Kildemarksskolen i Næstved, Heldagsskolen i Bråby og Kobberbakkeskolen i Næstved.

Kommentarer