Sølvbæltet – Sydsjælland får ny vandrerute fra Karrebæksminde til Faxe Ladeplads
Vandreruten Sølvbæltet bliver et sammenhængende forløb fra Karrebæksminde til Faxe Ladeplads. Ruten snor sig gennem en af Danmarks stemningsfulde egne, hvor man møder stille fjorde, dybe skove, herregårdslandskaber og åbne vidder. Undervejs vil vandrerne kunne opleve udsigtspunkter, kulturspor, lokale fortællinger og et landskab, der ændrer karakter fra kyst til kyst. Foto: Næstved Kommune.
Første etape af en ny kyst til kyst-rute på Sydsjælland er på vej, og dermed vil der kunne opleves store naturscener, levende kulturhistorie og vandreglæde fra første skridt.
På aprilmøderne i både Næstved og Faxe Kommuner sagde politikerne ’go’ til at åbne den nye vandrerute. Ruten blev også døbt, Sølvbæltet, og åbningen bliver i eftersommeren.
Vandreruten Sølvbæltet bliver et sammenhængende forløb fra Karrebæksminde til Faxe Ladeplads. Ruten snor sig gennem en af Danmarks stemningsfulde egne, der markedsføres som ‘Adlens Sydsjælland’. Navnet udskiller området, som noget særligt og positionerer det på linje med andre oplevelsesdestinationer på Sjælland: Kongernes Nordsjælland, Klintekongens Rige og Skjoldungernes Land. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Næstved Kommune.
I Adlens Sydsjælland møder man stille fjorde, dybe skove, herregårdslandskaber og åbne vidder. Alt sammen bundet sammen af et landskab, hvor lyset spiller i vandet og mellem trækronerne.
Etape 1.0
Navnet Sølvbæltet beskriver denne stemning og bygger på egnens særlige natur- og kulturhistorie med rod i Adlens Sydsjælland. Undervejs vil vandrerne kunne opleve udsigtspunkter, kulturspor, lokale fortællinger og et landskab, der ændrer karakter fra kyst til kyst.
Ruten åbnes i en etape 1.0 og er cirka 80 kilometer lang. Mere om rutens forløb, herunder start og slutpunkter, mødesteder, parkeringsmuligheder og faciliteter følger i de kommende måneder frem mod åbningen af Sølvbæltet.
Herunder ses kort over vandreruten, Sølvbæltet, fra Karrebæksminde til Faxe Ladeplads. Illustration: Næstved Kommune:
Begejstrede borgmestre
Borgmester Kenneth Sørensen (V), Næstved Kommune, ser frem til, at vandrere får adgang til en ny, ikonisk naturoplevelse.
– Sølvbæltet bliver en rute, der giver både borgere og besøgende adgang til noget af vores smukkeste natur. Det er et projekt, der styrker friluftslivet, turismen og sammenhængskraften på Sydsjælland. Jeg er stolt af, at vi nu tager det næste skridt, siger han i pressemeddelelsen.
Borgmester i Faxe Kommune, Mikkel Dam (LA), glæder sig over, at ruten åbner for nye landskaber på tværs af Sydsjælland, som mange endnu ikke kender til.
– Vi får en rute, der både er smuk og stemningsfuld. Lodsejerne har vist stor opbakning, og Sølvbæltet kan blive et aktiv for vores egn, der kan udvikle sig i mange år frem. Det her bliver en ny stor udendørs attraktion i Faxe Kommune, lyder det fra Faxe-borgmesteren.
Sølvbæltet åbner officielt i eftersommeren 2026 og bliver en ny vandreoplevelse på Sydsjælland – gennem Adlens Sydsjælland.
FAKTA
Samlet finansiering, etape 1.0: 1.050.000 kroner
- 750.000 kr. fra Dansk Kyst- og Naturturisme
- 150.000 kr. fra Næstved Kommune
- 150.000 kr. fra Faxe Kommune
Midlerne dækker:
- skiltning
- fysiske anlæg og understøttende faciliteter
- udvikling af navn, logo og grafisk identitet















Kommentarer