Største danske skovområde nogensinde bliver nu til vild natur

Nu sker den hidtil største udpegning af urørt skov i vores fælles skove. Regeringen og aftalepartierne bag Natur- og biodiversitetspakken stopper den kommercielle motorsav i 385 ældre statsskove.

Når du frem over går tur i vores fælles statsskove, kan du se frem til en ægte, vild naturoplevelse. Med forslaget til den største udpegning af urørt skov til dato bliver 385 statsskove nemlig urørte, og det giver plads til nye levesteder for fugle, insekter, svampe, mosser og planter – alt det, der giver skovene liv.

Udpegningen på ca. 30.000 ha svarer til et areal, der er tre gange så stort som Københavns Kommune. Dermed når andelen af urørt skov i Danmark op på godt 55.000 hektar altså mere end en fordobling.

– Vi står i en naturkrise, hvor tusindvis af dyre- og plantearter er i fare for at uddø. Derfor afsatte vi 888 mio. kr. på finansloven for 2021 til at give naturen et historisk løft. Når vi nu mere end fordobler arealet af urørt skov i Danmark, indfrier vi et løfte til både danskerne og dansk natur. I de urørte skove vil der komme en masse variation med døde træer, flere gamle træer, lysninger og skovmoser. Skovene bliver dermed et sted, hvor en masse truede og sjældne arter kan finde levesteder at boltre sig på, og hvor vi allesammen kan få store natur- og friluftsoplevelser. Når vi stopper skovdriften i de urørte skove, har vi taget hensyn til træindustrien ved at lave en overgangsordning i forhold til leverancer fra statens skove. Samtidig igangsætter vi en ny kortlægning af biodiversitet i private skove i forhold til den private skovsektors omstilling af værdikæden, siger miljøminister Lea Wermelin.

De nye udpegninger af urørt skov sker som led i Natur- og biodiversitetspakken fra december 2020, som regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet står bag. Her blev der afsat 888 mio. kr. til bl.a. at udlægge yderligere urørt skov og dermed skabe et samlet areal i Danmark på op imod 75.000 hektar urørt skov.

Genopretning af naturen

Skovene, der bliver gjort urørte, ligger især i det østlige Danmark samt på Jyllands østkyst. Det drejer sig primært om gamle løvskove, hvor potentialet for at hjælpe truede dyr og planter er størst.

Da skovene i lang tid har været designet til skovdrift, er det nødvendigt med en vis naturgenopretning af områderne. Som en del af naturgenopretningen vil der blive fjernet og solgt en del af de ikke-hjemmehørende træer, fortrinsvis nåletræer, for at give mere plads til den hjemmehørende natur i form af skovenge, -moser og hjemmehørende træer og buske.

Overgangsordning

Naturstyrelsen leverer i dag størstedelen af det danske certificerede træ til træindustrien. For at sikre, at blandt andet de danske løvtræssavværker kan tilpasse sig den nye markedssituation, når der udlægges mere urørt skov, er det besluttet, at løvtræshugsten i de nye urørte statsskove udfases gradvist over en seksårig periode. Det betyder, at der i 2021 leveres 70 procent af en normal løvtræshugst faldende til 20 procent i 2026. Derefter ophører løvtræshugsten i de nye urørte skove. For nåletræ vil der i en seks- til tiårig periode opretholdes en forsyning af certificeret nåletræ på niveau med den nuværende forsyning fra statsskovene.

Som en del af overgangsordningen gennemføres også en kortlægning af naturmæssigt særlig værdifuld skov på private arealer, også kaldet § 25-skov. Kortlægningen kan være en hjælp til private skovejere i forbindelse med en bæredygtighedscertificering af de private skove.

Forslaget til den nye udpegning af cirka 30.000 hektar urørt skov forventes at blive sendt i høring inden for de kommende to uger.

Se en liste over alle de foreslåede urørte skove på mim.dk.

Kommentarer