Karise

Stor deltagelse ved den årlige fugleskydning i Karise

Se billedserie

Årets Fugleskydning var igen en stor Karise succes for Fugleskydnings Selskabet. Der var tilmeldt 90 medlemmer og 6 æresmedlemmer.

Mandag den 10. juli afholdtes den årlige fugleskydning i Karise. Årets ’Fuglekonge’ blev Søren Kristensen, Karise ved sidste skud på ’Fuglen’ klokken 18.31 af Dennis Christensen, Karise.

Bestyrelsen havde som sædvanlig gjort et stort arbejde, så traditionerne kunne fortsætte.  45 medlemmer mødte op til den højtidelige march gennem byen med Dannebrog på fløjen og ’Krone 9’ som bagtrop med sidste års ’Fuglekonge 2016’, Steen R. Jensen, Karise, som standsmæssig var blevet afhentet på sin adresse.

Den afgående Fuglekonge bød på morgenkaffe i teltet på den skønne plads ved Tokkeskov. Skydning til ’Fuglen’ og konkurrencerne startede klokken 10, hvor 52 skytter var noteret.

Læs også: Fugleskydning i Karise 2. mandag i juli

Klokken 13 blev skydningen afbrudt af en særdeles god frokost leveret af SuperBrugsen Karise, og serviceret af Karin. Under frokosten blev de fire fremmødte æresmedlem hædret, og der blev traditionelt talt for Dronningen, Dannebrog og Fugleskydningsselskabet, og de gamle skålevers og -viser med et stort antal ’skål’, gjorde dagen festlig.  3 nye første gangs deltagere blev budt velkommen.

Herefter fortsatte en hyggelig eftermiddag til sidste skud på ’Fuglen’ faldt klokken 18.31.  Mens dagens resultater blev gjort op, var der fyret op på grillen. Efter en lang dag kan man vel godt trænge til en pølse med brød og måske en extra øl.

Til stor fornøjelse blev der herefter uddelt præmier og ’Fuglekongen 2016’  Steen R. Jensen måtte overlade ordensbåndet til Søren Kristensen, Karise, som hermed er ’Fuglekonge 2017’.

– Året fugleskydning var hermed slut, og med tak for en god dag ved Tokkeskov, Karise  og et på gensyn til næste års Fugleskydning, som altid er den 2. mandag i juli, ses vi igen den 9. juli 2018 klokken 7.30, skriver Svend Aage Hansen der i øvrigt selv har deltaget i den årlige fugleskydning mere end 50 gange.

Fugleskydning 2017 resultatliste

Kommentarer