Karise

Der er stor fremtid i udbygning af Karise!

Debat: Siden 1970’erne har Faxe kommune ikke udlagt nye kommunale boligområder i Karise!  Nu er Vestergård og Præstegårds udstykningerne endelig fuldt udbygget, men det har også taget mange år.

Indsendt af Svend Aage Hansen, Drosselvej 3, Karise

Sideløbende har de private udstykninger given den store udbygning, som byen er nået op på. Jagtvejs området blev i 1960’erne udbygget af ingeniør Brender.  Enkelte bygmestre fortsatte udbygninger, og i 1963 startede så Karise Erhvervsudvikling A/S.  Et selskab der bestod af byens borgere som aktionærer.

Selskabet udbyggede de næste 5 år 18 parcelhusgrunde og 7 erhvervs grunde på Solagervej.

–  Da visionen var nået, blev man enig om at lukke selskabet ned, og bestyrelsen, hvor jeg var formand, kunne tilbagebetale aktiekapitalen til kurs 162 procent.

Herefter fortsatte jeg alene udbygningen i Kløvervej udstykningen fra 1966, men på det tidspunkt fik Kommunen endelig gang i deres udstykninger, så Kløvervej udstykningen med sine 28 parceller blev først endelig solgt og bebygget i 2004.

I opgangs tiderne omkring år 2000 kom der så endelig gang i udbygningen, og her opstod Andelsboligforeningen Rapsvænget.

–  Karise Camping blev nedlagt og området udlagt som parcelhusgrunde.  Rosengartneriet blev ligeledes opkøbt af en entreprenør og udbygget med parcel- og dobbelt huse.  Siden fortsatte Sneppevej udstykningen, som snart er fuld udbygget.

Det sidste nye er det spændende projekt  ’Permatobia’ med Jørslevlyst som samlingspunkt.  Projektet har været længe undervejs, idet det er en helt nytænkning for bebyggelse, da de 90 boliger skal have sin egen energi forsyning, og derved ikke vil belaste byens udbyggede kloaksystemer med videre.

–  Alle borgere her i byen er spændt og afventende for projektets igangsætning?

Nu er der så igen stor interesse for fortsat udlægning af boligområder, idet driftige bygmestre har indsendt forslag om udstykning nord for Drosselvej.

Faxe kommune har nu indkaldt til ”Ideer for planlægning for nye boligområder i Karise”.

I det udsendte materiale har Faxe kommune således omtalt forslag til ændring af lokalplan for området øst for Store Lindevej, som ejes af Faxe kommune.  Dette areal blev for år siden udlagt til Fællesareal med videre som arealet må være bedst til, idet man i perioden 2000 – 2005 deponerede cirka 1500 kubikmeter ukontrolleret/forurenet jord fra diverse udstykninger som støjvold langs banen.  Det må derfor anbefales, at arealet forsat er udlagt til rekreative formål, fælles opholds arealer, hunde lufter område med videre.

Et areal nord for Drosselvej er nu kommet på tale, idet et byggefirma har planer om parcel- og dobbelthus udstykning.  For at gennemføre dette forslag, må man nødvendigvis udbygge den nordlige del af Drosselvej og udbygge vej, gang/cykelstier med mere til byen og Karise skole. I området østlige skel langs med Køgevej, bør man reservere areal til gang og cykelsti fra Karise til Hårlev.

(Debatindlægget fortsætter efter indsat foto)

Cykelsti-Karise---Haarlev-2

 

Arealet vest for Karl af Rises Vej har siden 1970 indgået i byens udbygning. Kommunen købte en lille del af arealet, som efter planen skulle have været legeplads m.v. for området. Det blev imidlertid kun til boldbane, og de senere år også plads for omvandrende Cirkus.  Såfremt man vil sætte udstykning i gang på dette område, bør man fra starten af – også her, indpasse de gang- og cykelsti planer, som indgår i stiudbygning for byen.

Download Faxe kommuneplan Karise 2016 (pdf)

Da Faxe kommune nu indkalder Ideer for planlægning af nye boligområder i Karise, vil jeg ikke undlade at  omtale de gamle planer for udbygning af byen på Søndergård og Kildevangs jorder.  Dette område skulle afgrænses af en østlig omfartsvej fra Køgevej til en rundkørsel ved Græsvej.  Med de store muligheder for udbygning af byen, kan man sige, at Karise borgerne kan have visioner for byens udvikling i mange år, og hermed nogle af de bedste attraktive bosætningsmuligheder i Faxe kommune.Alle-veje-foerer-til-Karise

Der er ikke mange byer, der med en placering af station og busholdeplads i centrum, har gå- og cykelafstand til alle boligområder inden for 500 – 700 meter.

–  Hvis så Faxe kommune ville søge mulighed for ændring af Zone inddelingen for taksterne på kollektiv trafik, som Stevns kommune for længst har fået indført, vil det gøre byen endnu mere attraktiv for pendlere.

Karise har i mange år været en skoleby, men ved kommunesammenlægningen i 1970 blev det ændret meget.  Vi var selvfølgelig stolte af Karise kost- og realskole, men i 1982 var det slut. Siden har Faxe kommune ændret så meget på skolestrukturen, så det desværre er gået tilbage for kommuneskolen i Karise. Selv navnet har Faxe kommune ændret, og nu er det Vestskolen afdeling Karise, – og  ikke ’Karise skole’. Disse ændringer m.v. har så bevirket, at der inden for 5 kilometer fra byen er opstået ikke mindre end 3 friskoler, som flittigt bliver benyttet af borgerne i Karise.

Byen har stadig Vuggestue, Børnehave, SFO børnepasning. Ungdomsafdelingen er meget på retur, men heldigvis har vi en velfungerende Idrætsforening KIK med tilbud indenfor alle sportsgrene. Karise har også et rigt foreningsliv, som har mange aktiviteter for byens borgere.

Der var engang, at man skulle have erhvervsudvikling i alle bysamfund.  Her i Karise var vi også sikker på, at der ville være behov for plads til etablering af virksomheder, men efter kommunesammenlægningen 1970 , måtte vi erkende, at det blev de lidt større bysamfund der ville blive mest udbygget.

I Faxe havde man således en stor udbygning af industrivirksomheder fra 1970 – 1980, men så gik det ellers i stå.  I dag ligger der stadig 30 hektar tilbage, som måske aldrig bliver solgt?

I Haslev er der også store industriarealer til rådighed, og mange gamle virksomheder står tomme.

Faxe kommune har nu sat alle ’sejl til’ på udstykningen ’Eco Valley’ i Rønnede.  Og med en foreløbig investering på 30 millioner kroner forsøger man nu, at gøre det interessant for nye virksomheder.

–  En 50 procents nedsættelse af grundprisen har på 2 år endnu ikke givet resultat!

Hvad fremtiden må bliver, kan vi kun ønske for et bysamfund som Karise-logoKarise, at vi kan få del i bosætningen af familier, hvor måske både mand og kone arbejder i Køge – Københavns området, eller udbygger egen virksomhed.  Byen ligger således i fin afstand for pendling, og alle de faciliteter, specialforretninger og to supermarkeder, vi har, er med til at gøre det livet behageligt i Karise.

Lad os derfor sige velkommen til nye borgere i Karise og få et harmonisk samliv til glæde for os alle !

Kommentarer