Haslev

Større risiko for indbrud i efterårsferien

Faxe Kommune: Der er rigtig mange områder, hvor man som borger og nabo selv kan gøre en masse for at forebygge indbrud

Efterårsferien, der venter lige om hjørnet, er et af de tidspunkter på året, hvor indbrudstyvene er særlige aktive.

– Vi ved, at der sker flere indbrud i storbyer end i provinsbyer og på landet. Vi ved også, at de fleste indbrud sker, når folk ikke er hjemme – og i ferieperioder er risikoen allerstørst for at få indbrud i sin bolig, siger politiinspektør Thorkild Steen Jensen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet lægger rigtig mange kræfter i at få nedbragt antallet af indbrud. Men der er også meget, man selv kan gøre for at forebygge indbrud. Foreløbige opgørelser tyder på, at den seneste tids fokus på indbrud og ikke mindst den forebyggende indsats i form af egentlig sikring og naboovervågning faktisk hjælper.

– Der er ingen tvivl om, at i de områder, hvor naboerne holder øje med hinandens boliger, har tyvene sværere vilkår, siger politiinspektør Thorkild Steen Jensen.

På Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside www.dkr.dk og på www.stopindbrud.dk kan der læses mere om, hvordan man forebygger indbrud.

Mere om Nabohjælp

Nabohjælp er en god og effektiv måde at forebygge indbrud på. Et godt naboskab forebygger kriminalitet og skaber tryghed. Nabohjælp handler om at være opmærksom på hinandens boliger og holde øje med, om der sker noget usædvanligt i nabolaget. Her er en række gode råd til dig og dine naboer:

  • Organiser jer evt. i nabogrupper.
  • Giv hinanden besked, når I er bortrejst.
  • Få telefonnumre og rejseadresser, så I altid kan få fat på hinanden.
  • Sørg for at din nabos hus ikke ser tomt ud:
    • tøm postkassen for ham
    • slå græsplænen/skovl sne
    • fyld affald i hans affaldsspand
    • parker i hans indkørsel
    • brug hans tørresnor til dit vasketøj

Mærkater med nabohjælp fås hos det lokale politi. Når tyven ser disse, er han klar over, at områdets beboere holder øje med hinanden.

Kommentarer