Stort antal unge i Faxe Kommune vælger en erhvervsuddannelse
En stor del af de unge, der i denne tid netop er begyndt på en erhvervsuddannelse med vinteroptag, vil sandsynligvis komme fra en kommune langt væk fra Hovedstaden og de store byer som Aarhus, Aalborg og Odense. I hvert fald, hvis fordelingen af erhvervsuddannede følger det mønster, der har været gennem en længere årrække.
I Faxe vælger 36,9 procent af de unge at gå den praktiske vej frem for den akademiske, og tendensen er den samme i andre oplandskommuner, hvor den største andel af unge vælger en erhvervsuddannelse efter endt folkeskoleeksamen. Dermed ligger Faxe i den øverste fjerdedel af kommuner, hvor de unge starter på en erhvervsuddannelse.
Tendensen har været, at unge, der vokser op i en oplandskommune, oftere tager en erhvervsuddannelse end unge fra én af landets større byer. Især i kommuner i Region Hovedstaden er der længere mellem unge, der tager en erhvervsuddannelse end i resten af landet.
Dansk Erhverv peger man på, at den nuværende og kommende mangel på faglært arbejdskraft begrænser virksomhedernes udviklingsmuligheder. Det kræver investeringer i erhvervsuddannelsernes kvalitet, indsatser i grundskolen og på tværs af ungdomsuddannelserne at vende udviklingen, lyder det fra organisationen.
Også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i en analyse vurderet, at Danmark i 2030 vil mangle op mod 100.000 faglærte. De peger samtidig på, at der samme år vl være et “overskud” på 51.000 studenter uden yderligere uddannelse og 25.000 med en lang videregående uddannelse.
Kommentarer